ANNONCE
En 29-årig polsk mand kom torsdag aften alvorligt til skade i forbindelse med en anholdelse i Tjæreborg ved Esbjerg.
Det skete efter, at politiet omkring klokken 21 modtog en anmeldelse om brand i en kontorbygning.
Da første patrulje nåede stedet overfaldt den 29-årige mand en politimand, som han kortvarigt slog bevidstløs.
Han blev efterfølgende anholdt. I forbindelse med anholdelsen mister den polske mand så bevidstheden.
Betjente på stedet ydede hjerte-lunge-redning, og den 29-årige mand blev efterfølgende i ambulance kørt til behandling på sygehus. Han tilstand betegnes nu, fredag eftermiddag, som kritisk.
Det er endnu ikke endeligt klarlagt, hvad der konkret var årsagen til, at den polske mand mistede bevidstheden. Men ifølge de foreløbige oplysninger var manden meget kraftigt påvirket af narkotika.
Da manden er kommet alvorligt til skade i forbindelse med en anholdelse, er Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) i aftes underrettet om hændelsen og besluttede fredag formiddag at indlede en efterforskning.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed har til opgave at efterforske sager, hvor personer for eksempel er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende er i politiets varetægt. Dette sker helt rutinemæssigt.
Politimanden har pådraget sig en hjernerystelse.
ANNONCE