Faldt ud af vindue: Mand i kritisk tilstand

20. januar 2019 14:14 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

En 26-årig mand er indlagt i Aarhus, efter at han natten til søndag faldt ud ad et vindue i Horsens.

Politiet arbejdede længe på stedet. Video: LocalEyes

En fest i Horsens har taget en dramatisk drejning sent lørdag aften. Det skyldes, at sammenkomsten i en lejlighed blev ændret ganske pludseligt, da en 26-årig mand faldt ud ad et vindue på 1. sal.

Se mere video på LocalEyes.

Nu viser det sig, at manden ved faldet pådrog sig skader i hovedet. Og endnu værre, så er meldingen nu, at han er i kritisk tilstand og indlagt på sygehus i Aarhus.

Den 26-årige mand bor i lejligheden i Griffenfeldtsgade, hvor han og fire andre var sammen lørdag aften.

– Han står eller sidder i vindueskarmen og falder på en eller anden måde ud, fortæller vagtchef Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi.

Søndag ved middagstid er politiet stadig i gang med afhøringer og undersøgelser.

– Vi skal have klarlagt, hvad der er sket, og om der er tale om en ulykke eller et strafbart forhold, forklarer vagtchefen.

Ingen er søndag ved middagstid sigtet i forbindelse med sagen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu