Mand i kritisk tilstand: Påkørt under biljagt

23. februar 2019 06:51 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

En mand er i kritisk tilstand, efter han natten til lørdag blev påkørt af en flugtbilist.

En mand er i kritisk tilstand, efter han natten til lørdag blev påkørt i høj fart af en bil, der var på flugt på politiet.

Det fortæller vagtchef hos Københavns Politi, Henrik Brix, til Newsbreak.dk.

– En patrulje ville stoppe en bil, der vælger at stikke af i høj fart fra Frue Plads i retning mod Nørreport. Den rammer undervejs en person, der er ved at krydse gaden, og han bliver kørt på hospitalet i kritisk tilstand, fortæller vagtchefen.

Bilen bliver efterfølgende fundet på Israels Plads ikke langt derfra, hvor forruden er smadret.

Ifølge Henrik Brix ser vidner et par unge mænd flygte til fods fra bilen, og de er endnu ikke fundet af politiet:

– Vi har ikke noget signalement på dem endnu, ud over at de er af anden etnisk herkomst end dansk, siger Henrik Brix.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu