ANNONCE

Mand mistænkt for drabsforsøg

27. juni 2020 11:38 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En midaldrende mand er anholdt og sigtet for drabsforsøg på en 20-årig.

En 48-årig mand er blevet anholdt og sigtet for drabsforsøg på en 20-årig mand, der er blevet stukket med kniv, bekræfter Syd- og Sønderjyllands Politi lørdag formiddag via Twitter.

Newsbreak.dk forsøgte inden da forgæves at få kontakt til politikredsen for at høre nærmere til knivstikkeriet og i særdeleshed den 20-åriges tilstand.

JydskeVestkysten skrev nemlig allerede om sagen, der udspillede sig på Alsgade i Sønderborg, klokken ni lørdag, hvor det fremgår, at de to parter havde været oppe at slås.

– Vi får et opkald klokken 03.02 på grund af uro og slagsmål. Det viser sig, at der har været et opgør mellem to mænd, hvor der er brugt kniv, sagde vagtchef Ivan Gohr Jensen til avisen.

Den 20-årige er på hopitalet, og politiet bekræfter nu via Twitter, at han er udenfor livsfare. Alligevel vurderes det, at han har været forsøgt slået ihjel med overlæg.

Af samme grund er den 48-årige – anholdt på stedet – blevet sigtet for drabsforsøg. Han forventes fremstillet i grundlovsforhør klokken 16 ved Retten i Sønderborg.

Som afslutning fremgår det, at den pågældende anklager vil begære lukkede døre. Det betyder, at politiet typisk ikke kan eller vil kommentere sagen yderligere.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu