Mand på dræbende vandscooter idømt to års fængsel

4. januar 2018 14:25 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

En aften i maj sidste år blev en gruppe unge amerikanske kvinder ramt af en vandscooter i Københavns havn.

Københavns Byret straffer en ung mand med to års fængsel for på vandscooter at have torpederet en lille udlejningsbåd i Københavns havn.

I båden sad syv amerikanske kvinder, og to af dem blev dræbt.

Senioranklager Elisabeth Boserup havde krævet en straf på fire års fængsel, men manden slipper altså noget billigere.

Det var om aftenen 6. maj 2017, at den i dag 25-årige mand bragede ind i båden med gruppen af kvinder, der alle var udvekslingsstuderende fra USA.

Leah Bell, der kom fra delstaten Louisiana, blev 18 år. Linsey Malia på 21 var fra delstaten Massachusetts.

Sommeraften blev et mareridt

En ellers stille og rolig aften 6. maj blev pludselig forvandlet til en mareridts-scene: To unge, amerikanske studiner blev dræbt i Københavns Havn – smadret af en vandscooter.

Der var flere vidner til ulykken. Blandt andet de betjente, der aftenen igennem deltog i arbejdet med at kortlægge hændelsesforløbet til den voldsomme jetskiulykke. Betjentene så, hvad der skete, fordi de i forvejen befandt sig i området på en politibåd.

– Vi havde fået en række anmeldelser om, at der sejlede flere jetski rundt i området, hvor ulykken endte med at ske, sagde politiinspektør ved Københavns Politi, Jens Jespersen, dengang Newsbreak.dk.

Tårerne trillede

Den 24-årige mand blev tiltalt for uagtsomt at have dræbt de to unge amerikanske kvinder med en vandscooter i Københavns Havn.

Ligeledes blev han tiltalt for sammen med syv bekendte at have udsat andre for livsfare ved at ræse hensynsløst rundt i havnen.

I retten havde den unge mand tårer trillende ned ad kinderne og svarede med grødet stemme, da han blev udspurgt af sin forsvarer.

– Sådan er han hver gang, jeg besøger ham i fængslet. Hans reaktion er meget præget af anger, konkluderede advokat Jane Ranum.

– Jeg skal ud og have noget psykologhjælp, sagde den anklagede, mens familiemedlemmer og bekendte lyttede fra tilhørerrækkerne. Han behandles med medicin.

Amerikanske studiner

Ved ulykken omkom to unge amerikanske kvinder, der var på studieophold i Danmark. Leah Bell, der kom fra delstaten Louisiana og var indskrevet på college i Californien, blev 18 år. Linsey Malia på 21 var fra delstaten Massachusetts.

Flere vidner har fortalt, hvordan en håndfuld vandscootere fræsede rundt i havnen. Nogle har anslået farten til 30-40 kilometer i timen, andre har talt om 50-60 kilometer i timen.

En gruppe unge amerikanere var ude at sejle med en lejet båd fra Go Boat. De blev bange, da en vandscooter sejlede tæt på, har en af de overlevende fortalt. De bad Linsey Malia, der sad ved rorpinden, om at sejle ind til siden, men så skete ulykken.

Mistede kontrollen

Den 24-årige mand har fortalt, at han havde gasset op, fordi han ville nå frem til de andre vandscootere, der var begyndt at sejle væk. Men han mistede kontrollen, har han sagt. Ifølge vidner fløj vandscooteren nærmest ind over rælingen på udlejningsbåden.

Han var ikke påvirket af alkohol eller narkotika, har det vist sig.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu