Mand risikerer historisk straf for brutalt drab

8. december 2018 09:21 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk

Anklager vil bruge bandeparagraf til at skærpe straf for et drab begået ved Randers Regnskov. Forsvarer afviser og kalder det nødværge

Den tiltalte for et drab ved Randers Regnskov sidste år skal have 50 procent oven i sin straf efter de særlige paragraffer, der gælder bandekriminalitet.

Det mener anklageren i sagen. Dermed risikerer den 37-årige 20 års fængsel, hvis han bliver dømt for drab og våbenbesiddelse af retten i Randers, fortæller DR Østjylland.

Det er første gang, siden de særlige bande-paragraffer blev en del af straffeloven i juli sidste år, at anklageren går efter at bruge den paragraf, der kan forøge straffen i en drabssag.

Forsvarer Bjørn Caning afviser, at bande-paragrafferne kan bruges, og kræver frifindelse, fordi han mener, at drabet skete i nødværge.
Sagen handler om en 30-årig mand, som blev fundet dræbt sidste år ved Randers Regnskov.

Den dræbte var blevet skudt på klos hold gennem højre øje, og det var en forbipasserende, som fandt ham sent om aftenen 22. december tæt på en af Randers’ mest trafikerede gader.

Tidligere rocker

Den 37-årige tiltalte mand er tidligere Bandidos-rocker, har han forklaret i retten. Han har optrådt meget opfarende og aggressivt i retten og er flere gange ført ud til et tilstødende rum, hvor han kunne følge retssagen på en tv-skærm.

Og så har han fået endnu en sigtelse for vold under selve retssagen.

Det lykkedes ham at overfalde et vidne inde i retsbygningen, siger anklager Birgitte Ernst. Selvom han blev ført til og fra retssalen med hænderne spændt fast til et bredt bælte, var det altså ikke nok til at forhindre overfaldet.

Anklageren argumenterede under proceduren for, at det var skærpende, at der tilsyneladende ikke var noget motiv for drabet. Det 30-årige offer og den tiltalte kendte ikke hinanden, og den 30-årige ville gøre en ven en tjeneste ved at hente nogle få tusinde kroner på parkeringspladsen ved Regnskoven.

Manglende motiv

Men også forsvarer Bjørn Caning lagde ifølge DR Østjylland vægt på det manglende motiv.

– Der var ikke noget motiv, og intet var planlagt. Den 37-årige ville afværge, hvad han troede, var et dødeligt angreb på ham, sagde han i sin procedure, hvor han beskrev hændelsen som lovligt nødværge.

– Alt taler for, at den 30-årige ville sætte min klient på plads ved at skræmme ham, så han kunne få sine penge, sagde han.

Han lagde også vægt på, at den dræbte ifølge retsmedicinerne havde kokain i blodet.

Forsvarer Bjørn Canning afviste, at den 37-årige kan dømmes efter straffelovens paragraf 81B om skærpet straf, hvis man bruger skydevåben på et offentligt sted.

– Jeg kan ikke forstå, at paragraf 81B kan bruges, når det er bælgravende mørkt, og der ikke er en sjæl i nærheden.

En 19-årig mand og en 38-årig kvinde er også tiltalt i sagen. Tiltalen lyder på ulovlig våbenbesiddelse og for at have stjålet den bil, som de brugte til at flygte fra stedet. De er kun tiltalt for at have set drabsvåbnet og have transporteret det.

Under retssagen har de forklaret, at de ikke turde gøre modstand, da de flygtede til Tyskland sammen med den drabstiltalte sidste år.

Der falder dom i sagen i næste uge.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu