ANNONCE
Opdateret 21.44:
En 40-årig mand er blevet sigtet for drabsforsøg begået mod en 56-årig mand. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi udsendt torsdag aften.
Den 56-årige har lidt flere knivlæsioner, og han behandles i skrivende stund for sine skader. Hans tilstand er kritisk, skriver politiet om episoden, der foregik på en adresse på Maribovej i Sakskøbing på Lolland.
Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 14.36 og er til stede med blandt andet kriminalteknikere og hundepatruljer, der under aften fortsat arbejder på stedet. Formålet er at klarlægge hændelsesforløbet.
Vagtchef Henrik Karlsen kunne kort før klokken 17.00 ikke sige mere om sagen til Ritzau:
– Vi er ved at finde ud af, hvad der er sket, og hvad det handler om, sagde han.
Den 40-årige blev anholdt på stedet, og den tilskadekomne blev også fundet på adressen. Førstnævnte bliver formentlig fremstillet i grundlovsforhør fredag ved Retten i Nykøbing Falster.
Politiet ønsker ikke at give yderligere oplysninger om sagen.
ANNONCE