Mand sigtet for forfærdelig forbrydelse: Ofret var en dreng på fire år

17. oktober 2017 12:03 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Anklager fra Nordsjællands Politi vil kræve fængsling af far ved retsmøde i Lyngby.

Mand sigtet for forfærdelig forbrydelse: Ofret var en dreng på fire år
Retten i Lyngby har grundlovsforhør med far, der sigtes for sædelighedsforbrydelser mod sin egen søn. Arkivfoto.

En mand mistænkes for at have medvirket til, at et barn på fire år blev udsat for seksuelle overgreb.

Nordsjællands Politi sigter ham for at have fået drengens mor til at begå forbrydelserne. Hun sidder i forvejen varetægtsfængslet.

Forbrydelsen skal være sket i Charlottenlund, mener politiet, og i et grundlovsforhør tirsdag eftermiddag vil en anklager anmode dommeren om at varetægtsfængsle manden.

– Jeg vil bede om lukkede døre, siger anklageren, Helle Lykke Olesen, forud for retsmødet i Retten i Lyngby.

Er ikke far til barnet

Manden, der er i 40’erne, blev anholdt mandag. Politiet oplyser, at der ikke er tale om barnets far.

Sigtelsen drejer sig om, at han skal have fået moren til at begå voldtægt mod barnet ved en anden handling end samleje. Ved råd og tilskyndelse skal han således have medvirket til, at drengen blev udsat for overgreb.

Desuden sigtes han for medvirken til incest og blufærdighedskrænkelse, oplyser anklageren. Hvordan han forholder sig til sigtelsen, er ikke umiddelbart klarlagt.

Moderen er også varetægtsfængslet

Da moren, der er 42 år, var blevet anholdt, oplyste politiet, at hun ikke ønskede at forholde sig til sigtelsen. Hun blev varetægtsfængslet 20. september.

Newsbreak.dk har omtalt sagen før, da kvinden blev anholdt og varetægtsfængslet. Hun blev formelt sigtet for anden kønslig omgang end samleje med sin søn. Grundet barnets alder blev kvinden også sigtet for voldtægt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu