ANNONCE

Mand sneg sig ind og ragede på sovende piger

29. august 2019 18:33 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Pigerne vågnede af mandens berøringer - og råbte.

Mand sneg sig ind og ragede på sovende piger
Manden flygtede fra kollegieværelset, da pigerne vågnede. Genrefoto: Scanpix

Da tre piger endelig vågnede og råbte op, stak en mand lynhurtigt af fra det kollegieværelse, han forinden havde sneget sig ind på gennem en ulåst dør.

Her havde han set sit snit til at luske ind og beføle de tre piger, på 17 og 18 år, der sov sammen på kollegieværelset. De sov, og manden rørte ved deres kroppe.

Pigerne vågnede og råbte op efter, at manden indfandt sig ved kollegiet omkring klokken 04.50 torsdag morgen. Det fik ham til at flygte i ukendt retning, skriver Fyns Politi i en efterlysning.

Episoden skete på et kollegium med adressen Stentevej 39 i Nyborg. Fyns Politi søger derfor hjælp fra borgere, som kan have set noget, der kan hjælpe politiet med at finde gerningsmanden.

Det fremgår ikke, hvordan manden kom ind på selve kollegiet, der blandt andet har en hoveddør ud til Frisengårdsvej.

Til gengæld har politiet et nogenlunde fyldigt signalement af manden, der beskrives som:

Mellem 20 og 25 år, 175 til 180 centimeter høj, kraftig af bygning, mørklødet med mørkt hår, der er mellemlangt på toppen og trimmet i siderne.

Han var iført en hvid undertrøje og brune knælange shorts. Han skjulte sit ansigt bag en sort halsedisse/tørklæde med hvidt mønster.

Ved du, hvem han er, kontakt da Fyns Politi på telefonnummer 114.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu