ANNONCE

Hvem er gerningsmanden?

24. august 2020 11:24 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk og Ritzau Info

En 23-årig mand blev søndag stukket med en kniv foran en tankstation i Aarhus. Hans tilstand er stabil.

Hvem er gerningsmanden?
Østjyllands Politi har endnu ikke fundet frem til gerningsmanden bag et knivstikkeri på en tankstation ved Rosenhøj i Aarhus. Foto: Presse-fotos.dk

Politiet mangler mandag morgen fortsat at finde gerningsmanden til et knivstikkeri søndag eftermiddag i Aarhus-delen Viby.

Således oplyser politiet mandag, at der ikke er nogen mistænkt anholdt for overfaldet på en 23-årig mand fra Aarhus.

Se flere billeder i bunden af artiklen.

Søndag aften fortalte politiet, at en person var anholdt i forbindelse med knivstikkeriet. Der var dog tale om det 23-årige offer, som kortvarigt var anholdt, mens politiet undersøgte sagen.

Politiet oplyste søndag, at den 23-årige mand var såret, men at hans tilstand var stabil, og det er fortsat meldingen mandag morgen.

Den 23-årige mand blev kørt på hospitalet efter at være blevet stukket i maven: På hospitalet blev han opereret for sine skader, fremgår det af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.

Knivstikkeriet, der fandt sted uden for en OK-tankstation på Rosenhøj i Viby, blev anmeldt søndag klokken 15.48.

Østjyllands Politi har oplyst, at det er uvist, hvad motivet bag knivstikkeriet er.

Politiet har sikret sig spor, der skal hjælpe med at klarlægge gerningsmanden, som den 23-årige var i tumult med på dagen for knivstikkeriet, samt de nærmere omstændigheder vedrørende hændelsen.

Sagen fra Viby følger efter en række blodige hændelser – heraf flere drab – der har ramt Aarhus i løbet af sommeren. Den 17. juli blev en 31-årig mand påkørt af en bil og derefter stukket med en kniv på Inger Christensens Gade i Brabrand i det vestlige Aarhus.

Ved Jydsk Væddeløbsbane i den sydlige del af byen blev en 25-årig mand dræbt af to skud om aftenen den 22. juli.

Dagen efter mistede en 42-årig mand livet, da han blev stukket med en kniv på en parkeringsplads på Lenesvej i Brabrand.

Endelig blev en 22-årig mand den 6. august fundet dræbt af skud i en bil, der var parkeret i Vårkjærparken i Viby.

En mand er fængslet i sagen om knivdrabet på den 42-årige, mens yderligere tre mistænkte fra den sag er eftersøgt af politiet.

Drabssagen fra Jydsk Væddeløbsbanen har foreløbig ført til én varetægtsfængsling, mens en mand er sigtet og fængslet for den forsætlige påkørsel og knivoverfaldet i Brabrand.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu