Mand stukket ned: To gerningsmænd undsluppet

14. juli 2019 07:34 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Københavns Politi modtog klokken 04.31 en anmeldelse om knivstikkeri foran en beværtning på Axeltorv.

I det centrale København er en mand blevet stukket med en kniv i maven. Nærmere bestemt er manden blevet stukket ned ved Axeltorv.

Det oplyser Leif Hansen, der er vagtchef ved Københavns Politi, tidligt søndag morgen til Ritzau.

Det er en 21-årig mand, der er blevet stukket. Men manden skulle være uden for livsfare, forklarer politiet videre til Ritzau.

Politiet modtog anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 04.31 natten til søndag.

– Der har været noget tumult foran en beværtning, hvor nogle er kommet op at slås, siger Leif Hansen til Ritzau.

– En mand er blevet stukket i maven. Han er blevet kørt til hospitalet og er uden for livsfare.

Politiet leder efter to mistænkte gerningsmænd, som er undsluppet fra gerningsstedet.

Det har ikke været muligt for Newsbreak.dk at få en kommentar fra Københavns Politi.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu