ANNONCE

Mand ville slå betjente med stor kæp

29. juni 2020 22:49 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Søndag middag blev en patrulje kaldt ud til en campingplads.

Mand ville slå betjente med stor kæp
En 32-årig mand ville slå en patrulje med en stor kæp, da de rykkede ud på en campingplads søndag middag. Foto: Colourbox/ Genre

Anmeldelsen lød på, at der gik en aggressiv mand rundt på campingpladsen med en stor kæp og slog til ting.

Det skulle vise sig, at lysten til at slå fra sig ikke slap op ved synet af politiet.

Det fremgår af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.

Nordsjællands Politi modtog anmeldelsen klokken 11.55, og kort tid efter var en patrulje ankommet til Nivå Camping.

Da manden opdagede patruljen, fortsatte han hen mod betjentene med kæppen i hånden, også selv om han flere gange blev bedt om at lægge kæppen fra sig.

Det havde manden dog ikke i sinde at gøre.

Han hævede i stedet kæppen over hovedet og lagde an til at slå med den, da han var kommet tæt på politibetjentene.

Det gjorde, at politiet brugte peberspray mod den aggressive mand.

Efterfølgende blev han anholdt og sigtet for forsøg på vold mod polititjenestemand.

Manden, der var en 32-årig mand fra Aabenraa, blev kørt til detentionen for at køle af.

Det viste sig ved den endelige visitation, at manden ikke kun var besiddelse af et våben, for der blev også fundet en kreditkortfoldekniv på ham.

Derfor endte den 32-årige også med at blive sigtet efter knivlovens bestemmelser.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu