Mange bilister taget efter vanvidsoverhalinger

28. februar 2020 16:34 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Nogle vakse bilister fik halen på komedie, da de holdt i kø på Helsingørmotorvejen.

Mange bilister taget efter vanvidsoverhalinger
39 bilister blev taget for noget af en overhaling på Helsingørmotorvejen onsdag morgen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der blev uddelt klip i kørekortet og bøder til en lang række bilister, der holdt i kø på Helsingørmotorvejen onsdag morgen.

Flere af dem benyttede sig nemlig af busslusen og afsætningspladsen ved Lundtofte for at undgå køen, skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter videoen

Bekymret borger

Nordsjællands Politi var af en bekymret borger blevet kontaktet, fordi vedkommende havde oplevet, at bilister brugte en bussluse og en afsætningsplads til at komme forbi køen på Helsingørmotorvejen.

Bilisterne brugte busslusen og afsætningspladsen til at overhale køen på motorvejen indenom.

39 bilister bilister blev taget for at bryde loven. De modtog en bøde på 2000 kroner, 500 kroner til Offerfonden og et klip i kørekortet. Fem af bilisterne modtog ovenikøbet også en bøde for at køre i busslusen.

Overraskende og bekymrende

Hos Nordsjællands Politi er man forarget over, at så mange bilister brød loven.

– Det er både overraskende og bekymrende, at vi på relativ kort tid kan tage så mange bilister i at overtræde færdselsloven, siger Kenneth Grønberg, politikommissær og leder af operativ færdsel i Nordsjællands Politi og fortsætter:

– Den form for kørsel er til stor fare for færdselssikkerheden både for bilisterne og de mange mennesker, der hver dag benytter busstoppestedet ved Lundtofte. Det er helt enkelt uacceptabelt, at man ser stort på både lov og sikkerhed i forsøget på at spare et minuts tid om morgenen.

Nordsjællands Politi vil fortsat have fokus på strækningen.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu