Dansk stjerne tæt på storskifte

20. februar 2020 08:40 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Kun meget få danskere har repræsenteret fodboldklubben FC Barcelona. Martin Braithwaite kan blive den næste.

Dansk stjerne tæt på storskifte
FC Barcelona-emnet Martin Braithwaite i aktion for det danske landshold mod Schweiz. Foto: Scanpix

Den danske landsholdsspiller i fodbold Martin Braithwaite rygtes i disse timer kraftigt til den mytiske storklub FC Barcelona.

Ifølge avisen BT skulle et skifte være så tæt på, at spillerens agent befinder sig i Barcelona for at forhandle de sidste detaljer på plads med den catalanske storklub.

Artiklen fortsætter under videoen

28-årige Martin Braithwaite står noteret for i alt 39 danske landskampe og syv mål i den rød/hvide trøje. Han har i de seneste år været en fast bestanddel af landstræner Åge Hareides landsholdstrup og meldes som en sikker mand i truppen til sommerens EM-slutrunde.

Hvor har Martin Braithwaite spillet?

Trods det udenlandsk klingende navn (hans far er fra Guyana) er Martin Braithwaithe født og opvokset i Esbjerg.

Det var da også for fødebyens fodboldflagskib, Esbjerg fB, at han fik sit gennembrud som professionel fodboldspiller.

Siden gik turen til Toulouse i den bedste franske række, inden et mindre heldigt ophold hos Middlesbrough i den næstbedste engelske række.

Fra Middlesbrough blev Martin Braithwaite lejet ud til først Bordeaux i Frankrig og siden spanske Leganes, som han i 2019 underskrev en permanent kontrakt med.

I dag spiller Martin Braithwaite fortsat for Leganes, hvor han i denne sæson har scoret seks mål i 16 ligakampe.

Hvad koster Martin Braithwaite?

Ifølge BT skal FC Barcelona betale Martin Braithwaites frikøbsklausul, hvis de vil sikre sig danskeren.

Den lyder på 18 millioner euro, omtrent 135 millioner danske kroner, og vil gøre Braithwaite til en af de dyrest handlede danske spillere nogensinde.

18 millioner euro er dog småpenge for Barcelona, der senest i sommeren 2019 betalte 120 millioner euro, 900 millioner kroner, for den franske landsholdsstjerne Antoine Griezmann.

Hvorfor kan Martin Braithwaite skifte til FC Barcelona nu?

Egentlig burde det heller ikke være muligt, da de fleste europæiske transfervinduer, inklusiv det spanske, lukkede med udgangen af januar måned.

Grundet langtidsskader til flere offensive profiler, herunder Ousmane Dembele og Luis Suarez, har FC Barcelona dog fået en dispensation af det spanske fodboldforbund til at hente en ny spiller.

Ifølge Bold.dk skal det ske inden for to uger, og spilleren skal komme fra en anden spansk klub.

Hvornår skifter Martin Braithwaite til FC Barcelona?

Det er endnu bare et rygte, at den danske fodboldspiller er på vej til en karriere i FC Barcelona, dog har der på det seneste været flere ting, der har antydet, at rygtet taler sandt.

Ejeren af Leganes Felipe Moreno bekræftede tirsdag den 18. februar 2020, at klubben var blevet kontaktet af FC Barcelona.

Hvis rygtet taler sandt, så skulle Martin Braithwaite underskrive en kontrakt med FC Barcelona torsdag den 20. februar 2020.

Hvilken rolle vil Martin Braithwaite få i FC Barcelona?

I første omgang skal Martin Braithwaite dække de huller, der er opstået på grund af skader.

Det menes dog, at danskeren vil få en lang kontrakt i FC Barcelona, hvilket kan indikere, at de også har planer med danskeren for fremtiden.

Martin Braithwaite kan i det offensive dække flere pladser, og kan derfor have gode chancer for at få en del optrædender i Barcelona-trøjen.

Særligt på venstrekanten og som angriber ventes Martin Braithwaite at få chancer.

Hvilke danskere har spillet i FC Barcelona?

Det er en lille, men særlig flok af danske spillere, der gennem tiden har trukket FC Barcelonas mytiske trøjer over hovedet.

Den mest kendte er naturligvis Michael Laudrup, der optrådte for et af historiens bedste fodboldhold i årene 1989-1994.

Men også Allan Simonsen har optrådt for FC Barcelona. Det gjorde han mellem 1979 og 1983.

Desuden har danskerne Ronnie Ekelund og Thomas Christiansen begge været i 90’erne. De spillede dog ikke nogen stor rolle for førsteholdet.

Det bliver altså spændende at se, om Martin Braithwaite i FC Barcelona bliver en “Laudrup” eller en “Ekelund”.

Fakta

Det vi alle spø'r om

Denne artikel er en del af serien “Det vi alle spø’r om”, hvor vi på Newsbreak.dk forsøger at give nogle af de svar på aktuelle emner, som danskerne søger på søgemaskiner som Google.

I serien forsøger journalisten at give nogle konkrete svar på aktuelle navne, begivenheder og begreber ud fra de søgninger, som vi enten ved bliver lavet på Google – eller de søgninger journalisten formoder kommer i kølvandet på den aktuelle sag.

Det er ikke alle spørgsmål, vi søger svar på, som vi konkret kan besvare. Det kan være svar på fremtidige begivenheder som eksempelvis Tour de France 2021, hvor vi endnu ikke ved hvilke danske ryttere, der deltager – eller i forbindelse med Christian Eriksens skifte til fodboldklubben Inter, hvor vi ikke præcist kan give svar på, hvad han tjener. Men vi forsøger at komme så tæt på som overhovedet muligt.

God læselyst

Uffe Dahl,
Redaktør, Newsbreak.dk

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu