ANNONCE

Massakre i bowlinghal koster flere livet

27. december 2020 08:17 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Politiet har anholdt en mistænkt.

Massakre i bowlinghal koster flere livet
Ifølge politiet har tre personer mistet livet i skyderiet. Genrefoto.

Tre personer blev dræbt og yderligere tre såret af skud, da en person af ukendte årsager åbnede ild i en bowlinghal i byen Rockford, Illinois USA. Det skriver CNN.

Politiet blev alarmeret lørdag aften klokken 18.55 lokal tid. Det fortæller Daniel O’Shea, chef for det lokale politi, på en pressekonference.

– Da vi nåede frem til stedet, var gerningsmanden stadig inde i bygningen. Politiet skød ikke, hvad jeg ved af, men vi har en forventning om, at vi har anholdt gerningsmanden, sagde Daniel O’Shea.

På Twitter har politiet efterfølgende bekræftet, at man har anholdt en mistænkt i sagen.

Her skriver politiet, at man har anholdt en 37-årig mand, og at man i skrivende stund ikke leder efter flere gerningsmænd.

Tre fundet dræbt

Betjente fandt tre personer døde på stedet, mens man fandt tre andre skudofre, der var i live. De blev alle kørt på sygehuset. Ifølge politiet er mindst to teenagere blandt dem, der blev ramt af skud.

Ifølge CNN har Daniel O’Shea fortalt, at skyderiet virker til at være tilfældigt, og at der blev skudt både udenfor bowlinghallen og indenfor.

CNN citerer byens borgmester for på Facebook at skrive, at han er vred og ked af det over skyderiet.

– Mine tanker går til ofrenes familier, lyder det fra Tom McNamara, ifølge CNN.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu