Masseanholdelse efter overfald i center: Fælden klappede for otte

21. marts 2018 22:44 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Politiet anholdt 11.

Otte mænd i alderen fra 21 til 26 år er onsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et knivstikkeri på Kirkeskov Allé ved Humlebæk Center tirsdag aften. Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

De otte blev fanget ved en decideret masseanholdelse, hvor i alt 11 personer i den forbindelse opleve håndjernene klappe.

– De er alle kendt i bandemiljøet, sagde Henriette Døssing, presse- og kommunikationskoodinator ved Nordsjællands Politi, tidligere til Newsbreak.dk. Hvilken relation vil hun dog ikke komme nærmere ind på. Dog fremgår det, at der ikke er nogle tegn på, at episoden er banderelateret.

Forsøgte at dræbe

I pressemeddelelsen fra politiet fremgår det om episoden, der blev anmeldt tirsdag klokken 18.57, at to mænd var blevet ramt af knivstik. Der er tale om mænd fra Helsingør-området på henholdsvis 26 og 57.

Den ene pådrog sig et brækket håndled samt et sår i ryggen, og den anden blev tildelt to stik i brystet. En tredje, en 27-årig mand, kom lettere til skade. Det viste sig senere, at han var blandt gerningsmændene. De blev alle meldt uden for livsfare sent tirsdag aften.

I forbindelse med episoden blev 10 personer anholdt og yderligere en person blev anholdt senere på aftenen. Otte af disse blev fremstillet onsdag eftermiddag, alle sigtet for vold samt forsøg på manddrab“, skriver politiet.

Da sagen fortsat er under efterforskning og Retten i Helsingør besluttede at efterkomme anklagerens anmodning om, at grundlovsforhørene skulle holdes for lukkede døre, har Nordsjællands Politi har ikke yderligere kommentarer til sagen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu