Massetumult på sygehus: Politiet måtte bruge knipler

7. januar 2016 07:17 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Personalet på Slagelse Sygehus søgte tilflugt i personalerum, da en truende gruppe kom for at besøge patient.

Massetumult på sygehus: Politiet måtte bruge knipler
Slagelse Sygehus dannede rammen om voldsomme scener onsdag aften, hvor politiet måtte trække knipler mod en gruppe truende personer, der angiveligt ville besøge en bekendt på sygehuset. Foto: Google Streetview

Politiet har onsdag aften brugt knipler mod en gruppe på 25-30 personer på Slagelse Sygehus. Ifølge politiet virkede gruppen truende over for personalet.

– Vi modtager klokken 19.28 en anmeldelse fra personalet om, at der er uro på sygehuset. Personalet føler sig truet af en større flok personer på 25-30 mennesker, siger vagtchef Henrik Karlsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Gruppen var angiveligt mødt op for at besøge en ældre mand, som er indlagt på sygehuset. Ifølge vagtchefen blev gruppen af personalet bedt om at besøge patienten i mindre hold.

– Så bliver de truende og aggressive, og personalet trækker sig tilbage til et personalerum og tilkalder os, siger Henrik Karlsen.

Gemytterne kogte

Da politiet ankom til stedet, var gemytterne ifølge vagtchefen stadig kogende. Politifolkene valgte at trække stavene og slå på flere af de tilstedeværende. Det fik gruppens medlemmer til at fordufte.

– På vej ud smadrer de en rude til en patruljevogn. Efterfølgende henvender nogle af dem, der har fået slag af stavene, sig på skadestuen. Så bliver der igen tumult, og de må gennes ud, siger Henrik Karlsen.

Omkring klokken 01 er der ro på stedet igen.

To personer er blevet sigtet efter episoden. De er sigtet for grov forstyrrelse af den offentlige orden. Der er tale om en 43-årig kvinde og en mand på 27 år, oplyser vagtchefen.

De er begge løsladt og vil formentlig blive præsenteret for et bødeforlæg. Det vil dog først blive afgjort torsdag.

I alt to personer er blevet ramt af slag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu