ANNONCE

Massiv kritik: Børns problemer opdages ikke

7. februar 2020 22:09 | Af: Newsbreak.dk

Rutinetjek af børns øjne får kritik.

To ud af tre børn med behov for briller bliver ikke opdaget ved rutinetjek.

Det skriver Politiken lørdag.

I Danmark får alle børn i børnehavealderen testet synet ved årlige tjek hos lægen, og når de kommer i skole, undersøger skolesundhedsplejersken også synet. Men nu viser et nyt, stort forskningsprojekt, hvor næsten 500 danske børn i alderen fire til syv år har deltaget, at to ud af tre børn med dårligt syn går glat igennem synsprøven.

En vigtig del af årsagen er, at den mest udbredte synstavle i Danmark ganske enkelt ikke er god nok, forklarer overlæge på Roskilde Sygehus’ øjenafdeling Lisbeth Sandfeld, som har stået i spidsen for forskningen. Tavlen, der hedder ‘Østerberg’ og har en svane øverst, blev designet i 1934.

– Vi holder så meget af den i Danmark, fordi den er opfundet af en dansker. Men den er ikke tidssvarende, og den bliver heller ikke brugt i andre lande længere, siger hun til Politiken.

Østerberg-tavlen finder nemlig kun 50 procent af børnene med synsproblemer, selv om man anvender den fuldstændig korrekt – hvilket ikke altid er tilfældet ved rutineundersøgelserne hos læger og sundhedsplejersker. Bruger man i stedet en tavle baseret på det såkaldte LogMAR-princip, kan man finde 85 procent af de børn, der skal have briller.

Sundhedsplejerskernes formand, Susanne Rank Lücke, tager undersøgelsens resultater meget alvorligt.

– Det er skræmmende, at vi ikke finder alle de børn, vi skal. Jeg kan kun opfordre til, at der bliver købt nye synstavler ind i de kommuner, der stadig bruger Østerberg, siger hun til Politiken.

Formanden for de praktiserende lægers faglige selskab DSAM, Anders Beich, anerkender også problemet, men understreger, at sundhedsmyndighederne skal gå forrest med en anbefaling, før lægerne skifter værktøj.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu