ANNONCE

Melder ud om politiskud

24. oktober 2020 16:56 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Stort drama i Rodskov lørdag. En mand er blevet skudt af politiet.

Opdateret 16.56:

Et stort drama udspillede sig lørdag eftermiddag i Kaløvigparken i Rodskov, der er en by lidt uden for Hornslet på Djursland.

Her vrimlede det med patruljevogne og politibetjente – ifølge Newsbreak.dks oplysninger var flere bevæbnet med våben af den tungere slags.

Et stort område blev spærret af, og der kom ifølge Newsbreak.dks oplysninger løbende politi til stedet. En ambulance er kørt væk fra stedet, og to døre til lejligheder i bebyggelsen er flået ud. I den ene lejlighed er der store spor af blod.

Newsbreak.dk har trods talrige forsøg endnu ikke haft held til at få en kommentar til begivenheden fra Østjyllands Politi, men i en pressemeddelelse udsendt kort efter klokken 16 bekræfter politiet nu, at en mand er blevet skudt af politiet.

Der er tale om en yngre mand, skriver Østjyllands Politi.

Bevæbnet og aggressiv

Politiet oplyser, at det kørte til Kaløvigparken klokken 11.19 efter at have modtaget en anmeldelse om en aggressiv knivbevæbnet mand, der opførte sig truende i området. Ifølge vores oplysninger var han bevæbnet med en machete-lignende kniv.

Betjentene på stedet indledte kontakt til manden, men situationen blev så tilspidset, at det blev vurderet nødvendigt at afgive skud mod manden. Han blev ramt flere steder på kroppen, og betjentene måtte yde livreddende førstehjælp, inden manden i ambulance blev kørt til et hospital. Han er i kritisk tilstand, skriver politiet, der har underrettet en enkelt pårørende.

– Den Uafhængige Politianklagemyndighed har overtaget sagen, som de altid gør, når politiet har affyret skud. Vi kan derfor ikke oplyse yderligere om den del af sagen for nuværende, siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.

På jorden ved Kaløvigparken ligger desuden flere dåser peberspray, der tilsyneladende er blevet brugt.

Undersøger hændelsen

På sin hjemmeside bekræfter Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), at det har iværksat en undersøgelse af forløbet. Det står, at myndigheden blev underrettet 12.48 lørdag. Altså kort efter, manden var blevet skudt.

Når Politiklagemyndighedens undersøgelse er afsluttet, vil DUP udarbejde en redegørelse om sagen til Statsadvokaten i Viborg.

Politiklagemyndigheden søger desuden vidner til episoden, som kan bidrage med essentiel viden om politiets ageren i sagen. Vidner bedes kontakte Politiklagemyndigheden via e-mail: mail@politiklagemyndigheden.dk

DUPs telefon er lukket med beskeden om, at det er udenfor kontorets åbningstid, hvorfor det ikke har været muligt for Newsbreak.dk at indhente yderligere kommentarer til DUPs efterforskning af skuddene.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu