Master Fatman er død – 53 år gammel

26. marts 2019 11:03 | Af: Ritzau Fokus

DJ Master Fatman er død natten til tirsdag. Han efterlader sig fem børn og en hustru.

Radiovært og dj Master Fatman er afgået ved døden natten til tirsdag i en alder af 53 år. Det bekræfter Jørgen Ramskov, chefredaktør på Radio24syv, på vegne af familien.

Chefredaktøren oplyser, at hverken han eller familien har yderligere kommentarer.

Master Fatman efterlader sig sin afrikanske hustru, Herminia Mabunda, samt fem børn.

Multitalentet med det borgerlige navn Morten Lindberg kunne skrive både kunstner, sanger, dj, tv-vært, radiovært, filminstruktør, tv-deltager og meget andet på cv’et.

Det var dog musikken, der blev Fatmans gennembrud i 1980’erne. Her blev han landskendt med sine fortolkninger af gamle Abba- og discoklassikere, både med sit liveband, Master Fatman and his Freedom Fighters, og senere med albummet “Hail Hail”.

Hustruen mødte han under en koncert på Roskilde Festival. De blev gift i 2010. Herminia Mabunda var tidligere daglig leder af et spillested i Mozambiques hovedstad, Maputo.

I juni 2011 fødte hun parrets første fælles datter Sol, og i 2015 blev parret igen forældre til sønnen Vinicius. I 2017 kom tvillingerne Heaven og River til.

Master Fatman har også den voksne søn Wilhelm fra et tidligere forhold.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu