ANNONCE

Mathias døde af meningitis: Læger får kritik

24. januar 2020 20:35 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

Ifølge Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn skulle læger have undersøgt Mathias for meningitis tilbage i 2016.

Mathias døde af meningitis: Læger får kritik
16-årige Mathias døde af meningitis. Nu har tre læger fået kritik. Foto: Privat.

16-årige Mathias Baadsgaard-Lund døde som følge af meningitis i januar 2016.

Nu – fire år efter – retter Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn kritik af tre læger, som alle behandlede den 16-årige om natten 4. januar.

Det skriver disciplinærnævnet i en afgørelse på sin hjemmeside.

Artiklen fortsætter under videoen

Det er Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns opgave at behandle klager fra patienter over konkrete sundhedspersoner.

Sagen om Mathias Bundsgaard-Lund vakte stor opsigt og fik megen medieopmærksomhed, da han i 2016 døde af meningitis.

Sygdommen kan i løbet af få timer udvikle sig livsfarligt, og derfor skal den smittede så hurtigt som muligt behandles med antibiotika.

Gik flere timer

I tilfældet med Mathias Bundsgaard-Lund gik der dog flere timer, før lægerne begyndte at overveje, om der var tale om meningitis. På det tidspunkt var drengen begyndt at få det markant værre, fremgår det af afgørelsen.

Lægernes håndtering kritiseres af disciplinærnævnet, som mener, at de langt tidligere skulle have påbegyndt antibiotikabehandling.

Ifølge nævnet havde drengen nemlig klare symptomer på den sjældne meningitissygdom, allerede da akutlægen tilså ham i hjemmet.

Tre læger i kontakt med Mathias

De tre læger, som får kritik, var alle læger, der havde kontakt med den 16-årige i løbet af natten og morgenen 4. januar 2016.

Den ene var en akutlæge, som tilså drengen i hjemmet. Mens de to andre var reservelæger, der behandlede ham på børne- og ungeafdelingen på Herlev Hospital.

I afgørelsen skriver disciplinærnævnet, at de tre læger “ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen”.

Tre unge døde

Inden for godt et år døde i alt tre unge drenge af sygdommen. Det gjorde de, på trods af at de havde henvendt sig til sundhedsvæsenet i tide, har Patienterstatningen senere vurderet.

Smitsom meningitis bliver også kaldet meningokoksygdom. Den kan vise sig som blodforgiftning, men også ved symptomer som høj feber, røde pletter på kroppen og stivhed i nakke og ryg.

Moderen advarede

I februar 2017 gik Mathias’ mor på de sociale medier med en opfordring til forældre om at vaccinere deres børn.

Siden Mathias døde for kun et 1 år siden – er to unge mænd på 17 og 18 år også døde af præcis det samme. Det giver altså tre døde unge mænd på et år alene i Københavnsområdet, skrev Trine Baadsgaard dengang.

Og hendes opfordring var ikke til at tage fejl af:

“Få jeres unge mennesker vaccineret. Man KAN faktisk vaccinere mod den meningitis Mathias døde af og man gør det med unge mennesker i mange andre lande, blandt andet i Norden. Men vi vidste det ikke og havde måske også fra fravalgt det, hvis vi havde set på, hvor lille risikoen er. Men med den viden, jeg har i dag, ville jeg ikke tøve og derfor skal I have denne viden.
For det sker jo – og særligt der, hvor unge mennesker er tæt sammen – på efterskoler, højskoler, kostskoler. Hvis det var mig, så ville jeg sørge for, at mine unge fik den vaccine – hellere i dag end i morgen”.

Newsbreak.dk har været kontakt med Trine Baadsgaard. Hun ønsker på nuværende tidspunkt ikke kommentere afgørelsen.

Vaccine mod meningokoksygdom kan købes

Der findes flere typer af sygdommen, som enten kan skyldes bakterier eller virus.

Hvis et tilfælde af meningokoksygdom ikke behandles er dødeligheden tæt på 100 procent. Selv med behandling dør mellem fem og 15 procent.

Vaccine mod meningitis af pneumokok-versionen og hib-versionen er en del af det danske børnevaccinationsprogram. Vaccine mod meningokoksygdom indgår ikke i det danske vaccinationsprogram, men kan købes privat.

(Kilde: Netdoktor og Statens Serum Institut).

Ifølge Trine Baadsgaard døde Mathias af meningitis Type Y. De to andre dødsfald i år skyldtes meningokok-sygdommen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu