Mathias kørte over en affaldspose: Så gik der ild i bilen

27. november 2018 11:54 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Det skulle bare have været en lille hyggetur ...

Det skulle have været en helt almindelig køretur for Mathias og to af hans venner, men køreturen fik en brat afslutning, da Mathias Jørgensen stod i vejkanten og så til, mens hans bil brændte ud på grund af det, der må beskrives som et sammenfald af uheldige omstændigheder.

Mathias fortæller sin historie i håbet om, at den får folk til at tænke sig om.

Søndag aften kørte Mathias en tur omkring Holmegaard udenfor Næstved. Han havde netop samlet en ven og en veninde op. De skulle køre en tur bare for at køre, og Mathias skyldte et lift, da han først har fået bil for nyligt, mens vennerne har haft bil i et stykke tid og derfor været dem, der kørte, når de bare skulle ud og køre.

– Jeg har maks haft bilen i to måneder, siger Mathias til Newsbreak.dk.

Kørte over en affaldspose

Mathias er ikke helt sikker på, hvad der skete på køreturen, men hans bedste gæt er, at bilen på et tidspunkt er kørt henover en sort affaldspose fyldt med gamle aviser.

– Jeg kunne godt høre, da jeg kørte over den, siger Mathias. Men da det var mørkt, nåede han ikke at se posen og dermed reagere på den.

På forunderlig vis satte posen sig fast under bilen, nær katalysatoren, og det blev starten på enden for bilens liv.

– Vi opdagede først posen, da den var foran os. Så begyndte vi i sidespejlet at kunne se gnister komme ud fra under bilen, siger Mathias.

Bilen brændte ud

Mathias fik hurtigt bilen kørt ind til siden, og han fik herefter ringet 112 til alarmcentralen.

– Mens jeg talte med dem, gik der maks fem minutter, så var der ild i bilen, siger Mathias.

Politi og brandvæsen kom til stedet, men bilen stod ikke til at redde. Den brændte ud for øjnene af Mathias. Ingen kom noget til, og Mathias er så heldig, at han kan låne en bil for nu, men han ville egentlig hellere have sin egen bil.

– Jeg arbejder nærmest fuld tid, siger Mathias. Han blev færdig på gymnasiet tidligere på året, og bilen bliver brugt til og fra arbejde, og til at køre ture med vennerne. Det er surt ikke at have en bil.

Hvem har ansvaret?

Sagen ligger i skrivende stund hos Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi. Newsbreak.dk har fået oplyst, at der umiddelbart ikke er noget mistænkeligt ved branden, men samtidig kan man fra politiets side ikke sige, hvordan branden er opstået. Det undersøger man stadigvæk.

Viser det sig at være fordi, bilen kom i karambolage med en affaldspose smidt på vejen, og viser det sig, at man kan finde ud af, hvem der har ansvar for, at affaldsposen lå på vejen, risikerer ejeren at skulle betale for, at Mathias får en ny bil.

På spørgsmålet om, hvorvidt Mathias kunne have gjort noget anderledes, svarer han, at hvem, der end var årsag til, at posen lå på vejen, måske kunne have gjort noget anderledes.

Det er svært at sige, hvordan posen endte midt på vejen, men nogen kan jo have tabt den fra en trailer, lyder det fra Mathias.

– Affald skal være spændt fast, lige meget hvad, siger Mathias til Newsbreak.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu