Med dette job følger forhøjet kræftrisiko

28. juni 2019 14:59 | Af: Newsbreak.dk

Jobbet som lufthavnsoperatør kan ramme helbredet hårdt, viser videnskabelige studier.

Med dette job følger forhøjet kræftrisiko
De ultrafine partikler fra flyenes motorer er superfarlige og kan give kræft. Det skriver 3F. Genrefoto: Billund Lufthavn.

Mistanken har været der i lang tid, men først nu er der sikker viden.

Det kan være livsfarligt at arbejde som bagageportør i Københavns Lufthavn (CPH). De ultrafine partikler fra flyenes motorer er superfarlige og kan give kræft. Det skriver Fagbladet 3F.

Det konkluderer et nyt studie fra Det Nationale Forskningscenter fra Arbejdsmiljø (NFA).

Forskningsprojektet viser, at partikler fra flyenes motorer kan være sundhedsskadelige i stil med udstødningen fra dieselmotorer, som allerede er dokumenteret farlige.

12 lufthavnsarbejdere har tidligere fået anerkendt arbejdsskader, fordi de har fået blærekræft af deres job.

Det er ikke godt nyt

Det nye oplysninger får Lars Brogaard, faglig sekretær i 3F Kastrup, til at råbe vagt i gevær.

– Det er ikke godt nyt. Der har selvfølgelig været en form for mistanke, men vi har manglet den endelige dokumentation for, at partiklerne er skadelige.

Han mener blandt andet, at man på trods af at have brugt mange ressourcer på at nedbringe brugen af flyenes hjælpemotor, ikke er kommet i mål. Hjælpemotoren bruges til at generere strøm, der skal hjælpe med at opvarme eller nedkøle flyene, når de holder på standpladsen.

– Det kræver en fornyet indsats. Der sker daglige overtrædelser, siger Lars Brogaard.

SAS følger med

De senere år har et netværk af 3F, Metal, SAS, CPH, NFA og andre arbejdet på at mindske eksponeringen af de farlige partikler over for de ansatte i ground handling i Københavns Lufthavn.

CPH hilser den nye undersøgelse velkommen:

– Man skal ikke blive syg af at gå på arbejde. Derfor er det godt, at vi nu har endnu et studie og dermed mere vigtig viden til samarbejdet om at sikre den bedst mulige luftkvalitet i lufthavnen, siger Kristian Durhuus, driftsdirektør i Københavns Lufthavne A/S.

Hos det største flyselskab i lufthavnen lyder lignende udmeldinger:

– Vi kender undersøgelsen og har fokus på det fortsatte arbejde med at forbedre luftkvaliteten i samarbejde med blandt andet 3F, lufthavnen og andre aktører. Vi tager også dette op med vores miljørepræsentanter efter sommer, siger Mariam Skovfoged, kommunikationschef hos SAS Danmark.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu