ANNONCE

Nu er der nyt om kong Harald

28. september 2020 13:42 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

Den norske konge blev indlagt fredag med åndedrætsbesvær, men har nu ifølgedet norske kongehus forladt sygehuset i Oslo.

Nu er der nyt om kong Harald
Det norske kongehus meddeler mandag,. at kong Harald igen er udskrevet. Arkivfoto: Scanpix.

Norges kong Harald har forladt Rikshospitalet i Oslo, efter at han fredag blev indlagt med åndedrætsbesvær.

Det skriver det norske kongehus på sin hjemmeside.

Umiddelbart efter at kongen blev indlagt fredag, oplyste dronning Sonja, at han havde det godt efter omstændighederne, og at han snart ville være på benene igen.

Kongehuset oplyste fredag, at kong Harald ville være sygemeldt til og med 4. oktober.

VG skrev fredag, at der i de tidlige morgentimer befandt sig flere ambulancer samt biler til livvagter på Bygdø Kongsgård i Oslo. Kort efter fortsatte køretøjerne til Rikshospitalet.

Bygdø Kongsgård benyttes af den kongelige familie som sommerbolig.

83-årige kong Harald var senest indlagt på hospitalet i januar. Han led af svimmelhed, men blev udskrevet efter en uge.

Han var sygemeldt i december sidste år. Dengang oplyste kronprins Haakon, at hans far havde fået en virusinfektion.

Fakta

Regenter med et langt liv på tronen

Så længe dronning Margrethe er ved godt helbred, er der ingen udsigt til, at hun overlader tronen til kronprins Frederik.

Heller ikke selv om hun er langt oppe i årene.

Det fortalte hun sidste år i et interview med den svenske avis Expressen.

– Min holdning er at sidde hele livet. Missionen er for livet, sagde dronningen til avisen og lod forstå, at det – for hende – kun kan komme på tale at abdicere, hvis hun bliver alvorligt syg.

Dronningen fylder 80 år torsdag og er med sin alder og næsten fem årtier bag sig som dronning en særdeles garvet regent.

Læs her om nogle af verdens længst regerende statsoverhoveder:

* Dronning Margrethe er en af de længst siddende nulevende monarker i verden. Hun har været Danmarks regent siden 14. januar 1972 – altså i 48 år.

Der er kun én dansk regent, der har siddet længere end hende: kong Christian IV Han var konge i næsten 60 år fra 1588 til 1648.

* Storbritanniens dronning Elizabeth har dog siddet på tronen endnu længere – nemlig i næsten 67 år. Hun blev kronet 2. juni 1953.

Dronning Elizabeth er den længst siddende britiske monark i historien. Også blandt verdens nuværende monarker er hun den længst regerende.

* En række europæiske kongehuse har inden for de sidste ti år skiftet ud i toppen, hvorfor der ikke er mange regenter med en anciennitet, der kommer i nærheden af den danske endsige den britiske dronning.

* Dog har Sveriges kong Carl Gustaf været konge i 46 år. Han blev kronet i september 1973 – året efter dronning Margrethe.

* I Norge har kong Harald været regent i 29 år siden 1991.

* Langt væk fra de europæiske kongefamilier finder man kong Mswati i Swaziland, der har været konge i 34 år. Jordans kong Abdullah og Marokkos kong Mohammed har begge haft tronen i foreløbig 21 år.

* Blandt de regenter, der har siddet på tronen i mange år, men som er abdiceret eller afgået ved døden, er Thailands kong Bhumibol.

Da han døde i 2016 som 88-årig, havde han været Thailands konge i 70 år.

Kilde: Ritzau.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu