Medie: Osama bin Ladens søn er død

1. august 2019 04:51 | Af: Ritzau Fokus

Embedsmænd fortæller ifølge NBC, at der er meldinger om Hamza bin Ladens død. Men de holder igen med detaljer.

Medie: Osama bin Ladens søn er død
Der er udlovet en dusør på en million dollar for hjælp, der kan føre til Hamza bin Ladens tilfangetagelse. Dusøren blev udlovet tidligere på årdet. Nu er der imidlertid meldinger om, at Hamza bin Laden, der er Osama bin Ladens søn, skal være død. (Arkivfoto). Foto: Handout/Reuters
Del:

USA har fået efterretninger om, at Osama bin Ladens søn Hamza bin Laden er død.

Det fortæller tre unavngivne amerikanske embedsmænd ifølge NBC News.

Embedsmændene vil dog ikke komme med detaljer om, hvor og hvornår Hamza bin Laden skal være død.

De vil heller ikke kommer med detaljer om, hvorvidt USA har spillet en rolle i sønnens død. Desuden er det uklart, om USA har bekræftet dødsfaldet.

Den seneste offentligt kendte udtalelse fra Hamza bin Laden blev frigivet af den militante bevægelse al-Qaeda i 2018.

Osama bin Ladens søn er blevet mistænkt for at have en ledende rolle i al-Qaeda.

Derfor har den amerikanske regering udlovet en dusør på en million dollar for hjælp, der kan føre til Hamza bin Ladens tilfangetagelse.

Forbindelse til al-Qaeda

Hamza bin Laden menes at være født omkring år 1989.

Osama bin Laden og al-Qaeda-netværket stod bag planlægningen og udførelsen af angrebene 11. september 2001 mod World Trade Center i New York og Pentagon i Washington, hvor knap 3000 mennesker blev dræbt og mere end 6000 såret.

Artiklen fortsætter under videoen

Amerikanske specialstyrker dræbte Osama bin Laden under en operation i den pakistanske landsby Abbottabad i 2011. Her blev også en anden af bin Ladens sønner, Khalid, dræbt.

Allerede i 2017 blev Hamza bin Laden udpeget som global terrorist af de amerikanske myndigheder. Efter Osama bin Ladens foretrukne arving, sønnen Saad, blev dræbt i et droneangreb i 2009, blev Hamza den nye arvtager.

Det Hvide Hus har ikke umiddelbart svaret på en henvendelse fra NBC News om en kommentar til historien.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu