ANNONCE

Medie: Schumacher har fået blodtransfusion

16. september 2019 20:44 | Af: Ritzau Fokus

Michael Schumacher har angiveligt fået en blodtransfusion i Paris, men er udskrevet igen, melder fransk medie.

I sidste uge meldte det franske medie Le Parisien, at Michael Schumacher var blevet indlagt på hospitalet l’Hôpital européen Georges-Pompidou i Paris for at modtage behandling.

Mandag meddeler avisens journalist Jean-Michel Décugis i et tv-interview med BFM TV ifølge svenske Aftonbladet, at den tyske motorsportslegende blev udskrevet igen 12. september.

– Det eneste vi ved, er, at han har fået en blodtransfusion, og at der er blevet tilføjet stamceller til hans blod, som skulle have en positiv effekt på hele kroppen – inklusive hjernen, siger Décugis.

Verdensmester syv gange

Schumacher har rekorden for flest Formel 1-titler og grandprixsejre. Hele syv gange blev han kåret til verdensmester, og han vandt 91 løb i karrieren.

29. december 2013 var han ude for en alvorlig skiulykke, da han var på ferie med familien i de franske alper.

Racerkøreren var i kritisk tilstand, gennemgik to hjerneoperationer og blev lagt i kunstig koma i 189 dage.

9. september 2014 annoncerede familien, at han kunne forlade hospitalet i Lausanne og vende tilbage til hjemmet i schweiziske Gland – 254 dage efter sin ulykke.

Artiklen fortsætter under videoen

Siden er der ikke sluppet meget ud om hans tilstand, men ifølge Le Parisien ankom Schumacher på en båre mandag i sidste uge til hospitalet l’Hôpital européen Georges-Pompidou i Paris.

Michael Schumacher fyldte 3. januar 50 år.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu