ANNONCE

Medlemmer af sangbogsudvalg får trusler

8. januar 2021 21:52 | Af: Newsbreak.dk

Efter udvalget bag den 19. udgave af Højskolesangbogen fravalgte en populær Shu-bi-dua-sang og tilvalgte en sang om ramadan, har medlemmer modtaget trusler og stærkt krænkende henvendelser

Medlemmer af sangbogsudvalg får trusler
Det er særligt Isam B's "Ramadan i København" folk er rasende over. (Foto: Philip Davali/Scanpix)

(Citathistorie fra Information)

Efter den nye udgave af Højskolesangbogen udkom i november, har nogle medlemmer af sangbogsudvalget modtaget trusler og stærkt krænkende henvendelser.

Det skriver Information, der har talt med to af medlemmerne.

I den nye udgave havde udvalget blandt 601 sange fravalgt en række sange, herunder den populære Shu-bi-dua-sang ”Danmark” og bl.a. tilvalgt Isam B.’s sang ”Ramadan i København”, hvilket medførte en del debat i offentligheden.

Trussel om omskæring

Mathias Hammer, der ud over at være medlem af udvalget er kendt fra flere tv- og radioprogrammer på DR, siger til Information, at han har fået over 40 henvendelser, hvoraf kun nogle få lægger op til egentlig debat eller meningsudveksling. Derimod er langt de fleste hadefulde eller krænkende ytringer, og i hvert fald to af dem må kategoriseres som trusler.

– Jeg har fået rigtig mange beskeder, hvor der står, jeg er landsforræder. Det er det primære udtryk. Landsforræder, rotteyngel, islamist, terrorist. Jeg har fået en mail fra én, der tilbyder at omskære mig, som mine øvrige islamistvenner er – men ham her vil så gøre det uden bedøvelse, siger han til avisen.

Et andet medlem, forfatteren Dy Plambeck, har også modtaget henvendelser. Hun har blandt andet modtaget et billede, hvor ordet “landsforræder” er photoshoppet hen over hendes hoved.

– Det har været voldsomt at opleve, hvor meget vrede der er derude, siger Dy Plambeck til Information.

Meld det til politiet

Dansk PEN kalder det ”helt uacceptabelt”, at man skal udsættes for krænkende og hadefulde bemærkninger, blot fordi man er sat til at redigere en sangbog. Generalsekretær Mille Rode skriver til Information, at regulært ulovligheder, som direkte trusler er, skal meldes til politiet.

– Lidt anderledes er det med hadefuld tale, der selvfølgelig har til formål at lukke munden på nogen, men det er vanskeligere, for her er grænserne nok mere flydende. Generelt bør ytringer nok ikke reguleres ved lov, medmindre som sagt, at de indeholder trusler, skriver hun til Information.

Det var den 19. udgave af Højskolesangbogen, der udkom i november 2020. Den første udgave kom i 1894.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu