ANNONCE

Land melder fra til OL

6. april 2021 06:26 | Af: Ritzau Fokus

Nordkoreas olympiske komité har besluttet ikke at sende deltagere til Tokyo for at beskytte dem mod corona

Land melder fra til OL
Nordkorea har meldt afbud til sommerens OL i Tokyo på grund af coronapandemien. Landet deltog ved vinter-OL i 2018 i Sydkorea, og det var med til at forbedre det diplomatiske forhold mellem de to lande. Til højre er det Kim Yo-jong, søster til Nordkoreas leder, Kim Jong-un. Nummer to fra venstre er Sydkoreas præsident, Moon Jae-in Foto: Jae C. Hong/Scanpix

Der bliver ingen deltagere fra Nordkorea ved denne sommers OL i Tokyo i Japan.

Det oplyser Nordkoreas sportsministerium tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Beslutningen er truffet på et møde i Nordkoreas olympiske komité 25. marts, hvor landets sportsminister, Kim Il Guk, også var til stede.

– Komitéen besluttede ikke at deltage i det 32. OL for at beskytte sine idrætsfolk fra den globale sundhedskrise forårsaget af coronavirusset, skriver ministeriet på sin hjemmeside.

Sommerlegene i Tokyo skulle egentlig have været afholdt i 2020, men det store arrangement er udskudt med et år på grund af coronapandemien.

Ingen udenlandske tilskuere

OL afholdes mellem 23. juli og 8. august i den japanske hovedstad, men konkurrencerne kommer udelukkende til at blive overværet af personer, der er bosiddende i Japan. Det meddelte arrangørerne i marts.

Beslutningen er taget for at reducere smitterisikoen under legene, og for at forhindre at udenlandske fans bringer andre varianter af coronavirusset ind i Japan.

Nordkorea deltog ved det seneste vinter-OL i 2018, der blev holdt i Sydkorea, og det medførte en midlertidig bedring i det diplomatiske forhold mellem de to nabolande.

Teknisk set er Nord- og Sydkorea fortsat i krig med hinanden, efter at deres indbyrdes krig i 1950’erne blev afsluttet med en våbenhvile, men uden at der blev indgået en fredsaftale.

Særlig udsending

Den nordkoreanske leder Kim Jong-Uns søster, Kim Yo-jong, mødte op ved vinter-OL i 2018 som hans særlige udsending under stor mediebevågenhed.

Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, greb muligheden til at formidle samtaler mellem styret i Nordkorea og den amerikanske regering. Det førte til flere møder mellem Kim Jong-un og USA’s daværende præsident, Donald Trump.

Men Trumps forsøg på at overtale Kim Jong-un til at droppe Nordkoreas atomvåbenprogram lykkedes ikke, og siden er forholdet mellem de to lande igen blevet anspændt.

Nordkorea deltog første gang ved et vinter-OL i 1964, mens landet første gang var med ved et sommer-OL i 1972 ifølge BBC. I alt er det blevet til 56 medaljer- heraf 16 af guld.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu