ANNONCE

Melder ud om eksamen

24. april 2021 13:04 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

Hvis afgangselever i folkeskolen får en lavere prøvekarakter end standpunktskarakter, vil sidstnævnte gælde

Melder ud om eksamen
Eksamen bliver ikke helt som normalt. (Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix)

Når eleverne i 9. og 10. klasse til sommer går til afgangsprøver, vil det være anderledes end normalt.

Får de en lavere karakter end i deres afsluttende standpunktskarakter, vil standpunktskarakteren gælde.

Det er et bredt politisk flertal blevet enige om, oplyser Børne- og Undervisningsministeriet lørdag i en pressemeddelelse.

Det betyder også, at eleverne i grundskolen får deres standpunktskarakterer inden sommerens prøver.

Det skal sikre, at elevernes første erfaringer med at gå til prøver er god – trods fjernundervisningen under corona.

Ingen nemme løsninger

Ifølge børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er der ingen nemme løsninger i den her situation.

Det skyldes, at det både er afgørende, at eleverne kommer til eksamen, og at der tages hensyn til coronasituationen i skoleåret.

– Med den her løsning letter vi en del af presset for nogle af de yngste elever, der går til prøve for første gang, og vi sikrer samtidig, at eleverne får den eksamenstræning, de har brug for, siger ministeren i meddelelsen.

Aftalen ændrer ikke yderligere ved, hvor mange prøver eleverne i folkeskolen skal til.

I februar blev der skruet ned for antallet, så afgangselever i folkeskolen til sommer skal op i fire fag mod normalt syv.

Påvirker ikke gymnasier og HF

Det er heller ikke ændret for antallet af eksamener på ungdomsuddannelser som gymnasier og HF.

Her vil ændringen, hvor standpunktskarakter kan ophøjes til prøvekarakter, ikke gælde.

Det skyldes, at der allerede med aftalen fra februar blev taget højde for fjernundervisningen.

Fakta

Det er stadig lukket

Her er et overblik over nogle af steder, der fortsat er lukket:

* Fitnesscentre: Kan ifølge genåbningsaftale fra 22. marts tidligst åbne 6. maj. Det skal aftales nærmere. Alternativt 21. maj.

* Spillesteder, teatre og biografer: Kan åbne 6. maj.

* Indendørs idræt for voksne i aldersgruppen 18-70 år. Det vil sige sportsgrene som badminton, håndbold og volleyball: Kan ifølge tidligere genåbningsaftale tidligst åbne 6. maj – alternativt 21. maj.

* Badelande og svømmehaller (for ikke-foreningsaktiviteter): Kan åbne 21. maj.

* Legelande og indendørs områder i forlystelsesparker og zoologiske haver. Kan genåbne 21. maj.

* Casinoer og spillehaller: Kan åbne 21. maj.

* Diskoteker: Der er ikke sat dato på, hvornår de kan genåbne. Folketinget har bedt Epidemikommissionen komme med en vurdering af muligheden for en genåbning, når alle over 50 år har fået første dosis af en vaccine. Det ventes at være i slutningen af maj.

* Festivaler: En ekspertgruppe vil i løbet af få dage komme med anbefalinger til, hvordan man eventuelt vil kunne afholde festivaler og andre store arrangementer til sommer.

Kilder: Justitsministeriet, Statsministeriet, Kulturministeriet.

Her kan eleverne for eksempel til skriftlig prøve i dansk vælge forskellige emner.

Mundtlige eksamensspørgsmål kan også tilpasses, så eleverne ikke kommer op i stof, de ikke forventes at være godt nok inde i på grund af coronasituationen.

Bag aftalen står regeringen, Venstre, DF, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu