ANNONCE

Menneskejagt efter drab på turist

17. august 2019 08:56 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Det tog politiet under et døgn at anholde person, som menes at have angrebet sovende par og dræbt en mand.

Menneskejagt efter drab på turist
Parret var på kærestetur, da drabet skete. Genrefoto: Scanpix.

En 23-årig mand er blevet anholdt og sigtet for drabet på en australsk turist i New Zealand. Drabet skete fredag, og anholdelsen fandt sted efter en omfattende menneskejagt.

Det skriver den australske avis Sydney Morning Herald.

Den 33-årige Sean McKinnon fra Australien, som sammen med sin kæreste kørte rundt i New Zealand i en campervan, blev dræbt natten til fredag lokal tid.

Parret lå og sov i deres køretøj nær kystbyen Raglan, da de angiveligt blev angrebet tidligt fredag morgen af en ukendt person.

Skudt flere gange

Ifølge politiet smadrede en mand vinduerne til vognen og affyrede flere skud. Sean McKinnon blev ramt af flere kugler.

Derefter stjal gerningsmanden køretøjet og kørte bort med McKinnon inden i. Det lykkedes australierens canadiske kæreste at flygte fra stedet og alarmere politiet.

New Zealand Herald skriver, at kæresten løb to kilometer i mørket for at få hjælp.

Stillet for en dommer

Den drabssigtede mand blev lørdag fremstillet ved distriktsdomstolen i Hamilton. Dommeren besluttede at varetægtsfængsle den sigtede til den 27. august, hvor det næste retsmøde finder sted.

Størstedelen af tiden i retslokalet skjulte den 23-årige mand, som kommer fra Hamilton, sit ansigt med en trøje.

Mangler våben

Politiet har endnu ikke fundet det skydevåben, som blev anvendt i drabet.

Den mistænkte person blev anholdt i Waikato-regionen, der ligger på den nordlige af New Zealands to hovedøer.

Sagen vækker opsigt

Politiinspektør Graham Pitkethley oplyser ifølge den australske avis, at personen blev pågrebet på en landejendom efter en “massiv” menneskejagt.

– Jeg vil gerne takke alle i vores lokalsamfund, der kontaktede politiet med information, og som hjalp os med efterforskningen, siger Graham Pitkethley ifølge New Zealand Herald

Sagen har vakt stor opsigt i Australien og New Zealand, der anses som et af verdens mest sikre lande at bo og rejse i.

– Jeg ved, at det har været en chokerende hændelse for lokalsamfundet, siger politiinspektør Graham Pitkethley.

Graham Pitkethley, er af en australsk journalist blevet spurgt, om turister skal være bekymrede for at rejse til landet. Det blev afvist. Politiinspektøren kalder drabet for en tilfældig og hændelse

I 2017 var der 48 drab i New Zealand. Det var ifølge politiet det laveste antal i 40 år, skriver newshub.co.nz.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu