ANNONCE

Menneskejagt i gang: Ungt par overfaldet med økse

18. februar 2018 06:36 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Et 19-årigt par er lørdag aften blevet overfaldet af en mand med en økse.

Der er tilsyneladende tale om et fuldkommen vanvittigt og umotiveret overfald, da et ungt par – begge 19 – blev overrasket af en mand bevæbnet med en økse, mens de opholdt sig på en plads foran en tankstation lørdag aften.

I en pressemeddelelse oplyser Nordsjællands Politi, at det foregik cirka klokken 21.30 foran Circle K-tankstationen på hjørnet af Bistrupvej og Birkerød Parkvej i den nordsjællandske by Birkerød.

Parret, der blev overfaldet, er begge uden for livsfare, og politiet ønsker ikke at kommentere deres tilstand yderligere, fremgår det.

Umotiveret

Det er lykkedes politiet at finde frem til overvågningsbilleder af manden, og et af disse offentliggøres nu i jagten på gerningsmanden. Faktisk mener politiet allerede at kende manden.

– Vi har med meget stor sandsynlighed den rette identitet på gerningsmanden, men vi efterforsker stadig i flere retninger. Der er efter alt at dømme tale om et umotiveret overfald, fortæller vagtchef Jan Bo Hedager fra Nordsjællands Politi i pressemeddelelsen.

Til Ritzau fortalte hans kollega Jesper Hansen tidligere natten mellem lørdag og søndag, at det unge par tilsyneladende ikke kender personen, der angreb dem.

Massivt opbud

Politiet hører meget gerne fra eventuelle vidner, som kan have oplysninger i sagen. De kan henvende sig døgnet rundt via telefonnummer 114. Politiet opfordrer til, at man ikke selv retter henvendelse til efterlyste, da han betragtes som farlig.

Ved midnatstid mellem lørdag og søndag skrev Nordsjællands Politi på Twitter, at det var massivt til stede ved tankstationen i forbindelse med efterforskning af overfaldet.

Gerningsmanden er 29 år, mellemøstlig af udseende, har mørkt hår, mørkt kortklippet fuldskæg og er 176 centimeter høj. Han er formodentlig iklædt mørk jakke og mørke bukser.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu