ANNONCE
2558 er det seneste døgn blevet testet positiv med coronavirus i Danmark. Antallet er fundet blandt 91.417 prøver. Det giver en positivprocent på lige knap 2,8. Den højeste positive andel, der er er fundet hidtil.
Samlet set nærmer det samlede antal af bekræftede smittetilfælde sig hastigt 100.000. De er fundet i løbet af hele 2020 og blandt 3.572.954 personer, der har ladet sig pode for at finde eventuel smitte.
Kontakttallet blev tirsdag vurderet til 1,2, og dermed er epidemien i kraftig vækst, understregede sundhedsminister Magnus Heunicke ved samme lejlighed:
SSIs senest udregnede kontakttal er på 1,2. Vi ser en eksponentiel vækst i epidemien. Den vækst kan vi ikke lade fortsætte frem mod jul og vinter. Vi skal have stoppet smittekæderne og bremset væksten hurtigst muligt. Tak til alle for indsats. Det er nu, det gælder 🙏 #COVID19dk pic.twitter.com/uTV3LWkzMr
— Magnus Heunicke (@Heunicke) December 8, 2020
Det seneste døgn er 51 blevet indlagt, men det samlede antal af aktuelt indlagte falder med fem til 349. Yderligere tre er døde, mens de har været testet positiv for coronavirus. 904 er døde i alt med coronavirus i kroppen. Det bringer andelen af dødsfald blandt positive prøver ned på 0,9 procent.
Af Statens Serum Instituts ugentlige opgørelse fra tirsdag fremgik det, at to kvinder i aldersgruppen 30-39 er døde med coronavirus inden for de seneste to uger.
Dermed er i alt tre i aldersgruppen døde med coronavirus, siden virusset kom til landet. Disse tre er de eneste under 50 år, der er døde med coronavirus i Danmark.
Af Statens Serum Instituts opgørelse fremgår det, at begge kvinder også led af underliggende sygdomme; det er uvist hvilke.
Statens Serum Institut (SSI) forudser 4000 daglige smittede inden jul, hvis smittespredningen fortsætter som nu.
Det viser en fremskrivning af epidemien, som SSI i fredags lavede til regeringen. Det skriver DR.
Prognosen er forbundet med en betydelig usikkerhed og er baseret på en antagelse om, at smitten bliver ved med at sprede sig i samme takt som nu.
ANNONCE