Meteorolog: Den korte vejrudsigt siger “nedbør”

19. oktober 2017 07:28 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

.... Det gør den lange i øvrigt også.

Okay, med den valgte rubricering af indeværende artikel er der måske ikke meget overladt til overraskelsen, men Frank Nielsen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), var alligevel så klar i spyttet, at vi ikke kunne lade være.

Inden, Newsbreak.dk kontakter DMI,  konsulterer vi altid femdøgnsudsigten på DMIs hjemmeside. Således også denne torsdag, hvor selv samme oversigt ligner noget så gråt, at det burde sidde på en midaldrende mands hoved. Vi spørger Frank Nielsen, hvad pokker det nu er for noget.

– Det kan se noget dramatisk ud med de symboler der, men det dækker nu meget godt over virkeligheden, hvor lavtryk og fronter i øjeblikket nærmest står i kø for at rulle ind over Danmark, siger han.

Femdøgnsudsigten kan du i øvrigt selv se i galleriet over artiklen.

Ikke til at regne med

Frank Nielsen lover også tørre perioder i den kommende tid og weekend, men der er dog én ting, der måske bliver udslagsgivende for, hvordan vejret føles. For uagtet at det ikke regner konstant, så er det nok det udtryk, de fleste vil mindes.

– Der vil i de kommende dage blive perioder med måske seks timer uafbrudt regn i løbet af en dag. Jeg kan ikke svare på, hvor og hvornår. Det er ikke til at regne med, som de mange frontsystemer kommer, siger han.

Torsdag er det primært i den nordlige del af Jylland, det for alvor bliver vådt, men fredag ruller en front med regn ind fra vest, så klarer det op natten til lørdag, og så ruller en front med regn ind fra vest, og så …

– Find bare gummistøvlerne frem, mener meteorologen.

Til gengæld …

Selv om skyerne primært folder sig ud med regn og nedbør, så er der som bekendt ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Skyerne har nemlig en medvirken til, at det ikke er så koldt, som det kunne være.

– Den korte vejrudsigt kan lyde “regn og nedbør med 10-15 grader”, siger Frank Nielsen med et grin. De forholdsvis høje temperaturer her mod slutningen af oktober skyldes lun luft fra Atlanterhavet, der på grund af den helt rigtige vindretning bliver pustet mod lille Danmark.

– Så længe vinden kommer fra Sydvest, ser det godt ud. Havde det været modsat retning, var det blevet koldt. Over de svenske søer er der koldt – lige nu omkring to eller tre graders frost, siger Frank Nielsen.

Det glæder vi os så over.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu