Meteorolog: -Det er jo lidt vildt

15. februar 2020 09:53 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Regn, skyer og blæst giver vilde temperaturer.

Weekenden, der nu officielt er i gang, danner rammen om noget usædvanligt vejr. Selv om det umiddelbart ligner en våd og trist affære – det er det egentlig også – så bliver det faktisk overraskende varmt.

Det fastslår Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) over for Newsbreak.dk lørdag. Denne dag er godt nok en lidt kedelig og grå mellemdag med noget regn, og så tørrer det ud.

– Omkring eftermiddagstid bliver det så en gang fornyet regn, der kommer, så helt generelt går vi ind i et noget vådt døgn, siger Bolette Brødsgaard, der er vagthavende meteorolog ved DMI.

I aften- og nattetimerne vil der således være udbredt regn til det meste af landet. Kun Bornholm slipper i denne omgang. Samtidig presser et massivt blæsevejr sig på, og det har fået DMI til at udsende varsel. Det kan du læse om her.

Usædvanligt

Blæst, skyer og regn har dog en sideeffekt, der ikke er at kimse af. Det bliver faktisk overraskende varmt. Usædvanligt nok op mod syv grader i dagtimerne lørdag – og derfor op til 10 grader, når først det bliver aften.

Det er bare ikke der, der stopper, siger Brødsgaard. For søndag skriver DMI i sin syvdøgnsudsigt følgende: “Skyet med en del regn, og temp. mellem 9 og 13 grader”.

Ja, du læste rigtigt. 13 grader. Midt i februar.

– Det er jo lidt vildt. Det er meget usædvanligt for årstiden, og det er også med til at trække middeltemperaturen noget over normalen, siger meteorologen.

Sol tirsdag

Selv om de kommende dage bliver både våde og grå, så er der udsigt til bedring – hvis altså du sætter pris på sol frem for regn. Det er endnu lidt usikkert, men prognoserne peger på næste uge.

– I løbet af tirsdag titter solen måske frem, siger Brødsgaard.

Onsdag kan du så forvente at se endnu mere til den gule kugle – ingen af dagene bliver dog regnfri ifølge DMIs udsigter.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu