ANNONCE

Mette F.: -Det er altså menneskeligt at fejle

20. maj 2020 04:16 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Også Statens Serum Institut kan i pressede situationer begå fejl, lyder det fra statsministeren.

Statsminister Mette Frederiksen (S) erklærer i tv-programmet “Aftenshowet” sin fulde opbakning til Statens Serum Institut og dets arbejde.

Det gør hun adspurgt til en historie i Berlingske om en fejl i en udregning af smittetrykket, som Statens Serum Institut har begået.

– Jeg bliver også nødt til at sige, at der ikke er noget opslagsværk i den her situation som politiker. Man kan ikke ringe til en inde på seruminstituttet og sige: Gider du fortælle mig, hvad vi skal gøre?

– Det er i sidste ende en politisk beslutning på baggrund af rådgivning. Og den har jeg tillid til. Og det kan alle andre også have, sagde Mette Frederiksen, da hun blev spurgt til Berlingskes artikel.

– Det er altså menneskeligt at fejle. Måske i særdeleshed i en sådan situation som vi har stået i, sagde hun.

Fejlen bestod i Statens Serum Instituts beregning af det, der kaldes smittetrykket fra et notat 30. marts. Smittetrykket er et udtryk for, hvor hurtigt epidemien spreder sig.

Her blev der ikke regnet med, at nogle af de smittede og indlagte i Danmark havde fået smitten i udlandet. Dermed blev spredningen af smitte overvurderet.

Konklusionen er den samme

Statens Serum Institut har i et svar tirsdag oplyst, at fejlen ikke var større end, at den ikke ændrede ved vurderingen, som var, at det var forsvarligt at ophæve nogle af coronarestriktionerne i Danmark.

– Mig bekendt har seruminstituttet været ude at sige, at ja, der var et tal, der var fejlagtigt, men at det ændrer ikke på deres konklusion. Det er konklusionen, der er den afgørende, sagde Mette Frederiksen i “Aftenshowet”.

I stedet havde statsministeren kun ros til overs for sundhedsmyndighederne i Danmark.

– Det er fuldstændigt vildt, hvad sundhedsmyndighederne har leveret af arbejdsindsats i de her måneder, sagde hun.

Fase 2 i genåbningen af Danmark er lige nu i fuld gang – i galleriet ovenfor kan du blive klogere på, hvad der kommer til at ske i fase 3 og 4.

Fakta

Hvad er 'smittetryk'?

* Smittetrykket er en betegnelse for, hvor mange personer en smittet med coronavirus i gennemsnit smitter.

* Den 29. april var smittetrykket i Danmark eksempelvis på 0,9. Det vil sige, at en smittet person i gennemsnit smitter 0,9 andre, eller at 100 smittede personer overfører virusset til 90 andre.

* Hvis smittetrykket er under 1,0, er det udtryk for, at epidemien aftager.

* Hvis smittetrykket er over 1,0, er det udtryk for, at epidemien udvikler sig.

* Der er flere måder at beregne smittetrykket på, men SSI har valgt at estimere det ud fra antallet af coronarelaterede indlæggelser på sygehusene.

* SSI understreger, at tallene er behæftet med usikkerhed.

Kilde: Statens Serum Institut.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu