ANNONCE

Mette F. varsler: Måske godt nyt mandag

21. februar 2021 11:45 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

Smitten med covid-19 er faldet betydeligt, og statsminister Mette Frederiksen (S) lufter snarlig genåbning

Mette F. varsler: Måske godt nyt mandag
Der kan komme nyt om mulig genåbning allerede mandag. Foto: Scanpix

Statsminister Mette Frederiksen (S) varsler, at der allerede mandag kan komme nyt om, hvordan nogle restriktioner kan løftes.

Det skriver hun i et opslag på Facebook.

– Næste uge kommer til at handle om, hvordan vi forsvarligt kan udfase nogle flere af restriktionerne. Måske regionalt. Mere om det i morgen, når eksperterne har regnet på tallene og mulige scenarier, skriver hun.

Lørdag fortalte regeringen, at den onsdag vil melde ud om, hvordan og hvis nogle restriktioner kan blive løftet.

I den forbindelse blev det fremlagt, at regeringen mandag vil modtage en indstilling fra en ekspertgruppe om, hvad den kan anbefale at lempe, og hvilke restriktioner den anbefaler at fortsætte.

Tirsdag vil sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) holde politiske drøftelser med partilederne om lempelser.

Bid mærke i onsdag

Og onsdag vil regeringen “melde ud om, hvorvidt der kan lempes restriktioner, og hvilke restriktioner der vil blive forlænget efter den 28. februar”.

Herefter skal Folketingets partier til drøftelser om “en samlet plan for udfasning af restriktioner hen over de næste måneder.”

Fakta

Det betyder smittetryk

Når fagfolk ser på udviklingen i coronaepidemien, bliver begrebet smittetryk hevet frem.

I øjeblikket ligger smittetrykket på 0,6.

Her er en forklaring på, hvad tallet dækker over:

* Smittetryk – eller reproduktionstallet – fortæller, hvor mange personer en smittet person selv smitter.

* Det vil sige, at når smittetrykket er 0,6, vil en person i gennemsnit smitte 0,6 andre.

* Når smittetrykket er under 1,0, vil epidemien over tid langsomt blive mindre og mindre.

* Da regeringen lagde op til at genåbne dele af samfundet efter påske, var det med en forventning om, at smittetrykket ville stige fra 1,0 til 1,23.

– Sådan har smittetrykket udviklet sig under coronaepidemien i Danmark:

* 12. marts – omkring den delvise nedlukning af samfundet: 2,4.

* 24. marts: 1,4.

* 6. april, da statsministeren skitserede planerne for genåbning: 0,9.

* 14. april: 0,6.

Kilde: Statens Serum Institut.

De skal tage udgangspunkt i de brede anbefalinger, som en ekspertgruppe i januar lagde frem om, hvad den vurderede var den bedste rækkefølge at lempe restriktionerne på.

– Foråret spirer frem, og vi går igen mod lysere tider. Jeg er glad for, at vi har fået slået smitten ned i Danmark.

Advarer om britisk mutation

– Men som vi kan se i blandt andet Kolding, er den britiske mutation virkelig en stor udfordring, og det understreger, hvorfor vi skal tilrettelægge den fortsatte genåbning af Danmark forsigtigt og klogt, skriver Mette Frederiksen (S) på Facebook.

Grundet markant og hastigt stigende smitte indførte regeringen omkring jul en markant nedlukning af samfundet. Tidligere i februar måtte de mindste skoleklasser vende tilbage til skolen.

Fortsat er alle større elever dog hjemsendt. Det samme er offentligt ansatte, universiteter, detailbutikker, natteliv, restaurationsbranchen og kulturinstitutioner.

Fakta

Mette Frederiksen

Blå bog om Mette Frederiksen:

Født 19. november 1977 i Aalborg, datter af typograf Flemming Frederiksen og pædagog Anette Frederiksen. Har datteren Ida Feline og sønnen Magne.

Medlemsperiode
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Nordjyllands Storkreds fra 5. juni 2019.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Omegns Storkreds, 13. november 2007 – 5. juni 2019.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Amtskreds, 20. november 2001 – 13. november 2007.
Kandidat for Socialdemokratiet i Aalborg Østkredsen fra 2018.
Kandidat for Socialdemokratiet i Ballerupkredsen, 2000-2018.
Parlamentarisk karriere
Statsminister fra 27. juni 2019.
Formand for Socialdemokratiet fra 2015.
Justitsminister, 10. oktober 2014 – 28. juni 2015.
Beskæftigelsesminister, 3. oktober 2011 – 10. oktober 2014.
Næstformand for Socialdemokratiets folketingsgruppe, 2005-2011.
Tidligere socialordfører, kulturordfører og ligestillingsordfører.
Uddannelse
Masteruddannelse i afrikastudier, Københavns Universitet, 2009.
Bachelor i administration og samfundsfag, Aalborg Universitet, 2007.
Student, Aalborghus Gymnasium, 1993-1996.
Byplanvejen Skole, 1983-1993.
Beskæftigelse
Ungdomskonsulent i LO, 2000-2001.
Publikationer
Medforfatter til bøgerne »Fra kamp til kultur – 20 smagsdommere skyder med skarpt«, 2004 og »Epostler«, 2003.
Udmærkelser
Modtog Ting-Prisen i 2012 og Nina Bang-prisen i 2002.

Kilde: ft.dk

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu