Middagssæt tilbagekaldes: Solgt i hele landet

12. juni 2019 17:43 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

Et middagssæt i to farver tilbagekaldes efter, at det stod klart, at det udskildte kemikaliet melanin.

Det sker af og til, at et produkt bliver kaldt tilbage i umiddelbar forlængelse af, at det er blevet frigivet på markedet, men af og til sker det også, at produkter bliver tilbagekaldt længe efter, at de første gang ramte markedet.

Det er tilfældet for Oase Outdoors produkter Outwell Bambus Middagssæt, nærmere bestemt Iris Blue og Primrose Green, der blev solgt tilbage i 2017 og 2018.

Det viser sig nemlig, at der er en risiko for, at produkterne afgiver for høje mængder af det kemiske stof melamin.

Fire produkter af hylderne

Iris Blue og Primrose Green er blevet solgt i en lang række butikker landet over. Nærmere bestemt er produktet blevet solgt hos Dansk Rødekors, butikker under Salling Groups, Friluftlageret ApS, BilligCamping.dk og Outwell.dk.

Virksomheden, der tilbagekalder produkterne, er den Give-baserede Outwell / Oase Outdoors.  Grunden til tilbagekaldelsen er, at middagssættene i  en stikprøvekontrol har udsendt for høje mængder af det kemiske stof melamin.

– Vi er selvfølgelig frygtelig kede af det. Vi har siden skiftet leverandør og tester for flere kemikalier i vores produkter, oplyser Lotte Simonsen, der er marketingsdirektør ved Oase Outdoor til Newsbreak.dk.

Det er et problem, da melamin over den tilladte grænse ikke er egnet til at komme i kontakt med fødevarer.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Fødevarestyrelsen anbefaler, at forbrugerne leverer produktet tilbage til butikken, hvor det er købt – eller at man blot kasserer det.

I alt drejer det sig om følgende produkter:

Primrose Green 2 personer
Varenr. 650521
EAN-stregkodenr.: 5709388069382

Primrose Green 4 personer
Varenr. 650522
EAN-stregkodenr.: 5709388069405

Iris Blue 2 personer
Varenr.650519
EAN-stregkodenr.: 5709388069375

Iris Blue 4 personer
Varenr.: 650520
EAN-stregkodenr.: 5709388069399

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu