Mikkel eftersøger helt særlig mand: -Nogen må da kende ham

11. juni 2018 12:49 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Mikkel Leegaards 12-årige datter blev under Royal Run hjulpet af en ukendt mand, da hun kom til skade. Det har vist sig svært at finde frem til helten, der hjalp pigen i mål.

12-årige Emily Leegaard kom under Royal Run-løbet i maj til skade med sit knæ. Faktisk kom hun så meget til skade, at løbet så ud til at være slut for den ellers stålsatte løber. En usædvanlig sød handling fra en – efter alt at dømme – tilfældig tilskuer sikrede dog, at den 12-årige pige kom i mål. Ikke i fantomtid, men gennemførslen var komplet.

Den mand vil familien virkelig gerne takke, for medaljen og målet betyder meget for den 12-årige Emily. Af den årsag forsøgte Emilys far Mikkel Leegaard via Facebook og Newsbreak at finde frem til manden, der kom til undsætning.

– Trods utallige delinger på Facebook både fra jer og min egen side er det ikke lykkedes at finde ham endnu, siger Mikkel Leegaard til Newsbreak mandag. Royal Run-løbet foregik for præcis tre uger siden.

Nogen må kende ham

I de tre uger siden løbet, der nu er gået, har familien fået noget respons på efterlysningen. Flere har henvendt sig og håbet, at de kendte manden, der hjalp Emily. Der har dog ikke været nogle, der ramte rigtigt, fortæller Mikkel i dag.

– Jeg tænker, at nogen da må kende ham, så det burde kunne lade sig gøre.

Han har tidligere fortalt til Newsbreak.dk, at han spurgte datteren, hvem det var, og hun fortalte, at det var en fra publikum, der var hoppet over hegnet og havde hjulpet hende i mål. “Det er jo en helt fantastisk rørende historie, og vi vil så gerne takke manden. Vi nåede desværre ikke at tale med ham”, sagde Mikkel til Newsbreak dagen efter løbet.

Kronprinsen stormede forbi

Selve uheldet sker, da løbets æresgæst Kronprins Frederik pludselig dukker op.

– Emily bliver overhalet af Kronprins Frederik, og så tænker hun “det skal være løgn”, sagde Mikkel Leegaard til Newsbreak.dk dagen derpå. I forsøget på at komme foran æresgæsten – der løb sin anden mil ud af i alt fire efterfulgt af 10 kilometer i København – igen, får den 12-årige skruet tempoet lidt rigeligt op.

Med blot 200 meter til målstregen på én mil-ruten går Emilys knæ af led, og det er så her, den hjælpsomme mand dukker op. Han kan ses på dette billede fra Royal Runs målkamera. Det kan du se lige her: FOTO.

Kender du manden, kan du kontakte Mikkel Leegaard på Facebook HER.

Royal Run-løbet foregik i fem byer. Kronprinsen løb med i dem alle. De fire første løb han en mil, i København 10 kilometer. Kronprinsen tilbagelagde disse på 57 minutter, hvilket var en smule langsommere end hans hustru, kronprinsesse Mary. Hun løb med på 10 kilometer i Odense og kom i mål efter 53 minutter og 10 sekunder.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu