ANNONCE

Militærstyret tvang legende til VM

26. februar 2021 10:38 | Af: Keld Stampe, ks@newsbreak.dk

Det er ikke mange, der har vundet VM mod egen vilje. Pele har.

Tre gange har den legendariske, brasilianske fodboldspiller Pele været med til at vinde VM for sit land. Men hvor mærkeligt det end måtte lyde, så var den sidste gang, det var i Mexico i 1970, ikke med hans gode vilje.

Rent faktisk stillede han kun op for sit hold fordi militæret, som dengang styrede Brasilien, tvang ham til det. Det forklarer han selv ifølge Aftonbladet i en Netflix dokumentar, der blev sendt tirsdag den 23. februar.

Blev skadet i London

Pele, eller Edson Arantes do Nascimento, der er hans borgerlige navn, vandt sin første VM titel i 1958, hvor mesterskaberne blev afholdt i Sverige, som i øvrigt også var Brasiliens finalemodstander. Allerede ved de næste mesterskaber i 1962, der foregik i Chile, gentog han og holdet bedriften.

Det blev dog ikke til alle gode gange tre. Da VM blev afholdt i England i 1966 måtte Pele efter flere ganges aldeles ‘hårdhændet behandling’ fra forskellige modstandere udgå med en skade, hvilket var stærkt medvirkende til, at Brasilien røg ud allerede efter de indledende runder.

Skræmt af erfaringer

Det var netop oplevelsen i England, der afskrækkede Pele for at stille op i 1970.

“Jeg ville ikke spille i 1970. Jeg ønskede ikke igen at skulle opleve, det, der skete i England,” fortæller han i dokumentaren.

En af legendens gode venner, journalisten Juca Kfouri, supplerer med, at legendens afbud nåede helt op på regerings niveau – altså til militærjuntaen.

“Pele fik den besked fra regimet, at det ville være ‘det bedste’ for ham selv, at spille ved mesterskaberne,” siger han.

På spørgsmålet om hvorvidt Pele virkelig følte sig presset af militærstyret kommer svaret prompte og kort.

“Altid,” svarer han.

Regnes fortsat blandt de største

Pele kom til verden den 23. oktober 1940 og er således blevet 80 år gammel. Allerede som 15-årig skrev han under på sin første kontrakt med klubben Santos FC. Her spillede han de næste 17 år og var med til at sikre klubben adskillige titler.

Stadig den dag i dag regnes han af mange fodboldelskere for en af verdens allerbedste spillere gennem tiderne.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu