ANNONCE

Miljøsvin afsløret af personlige papirer

18. marts 2020 21:30 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

Unge mænd blev sat til at rydde op efter sig selv og står til en bøde for at smide affald ved skrænt.

Mon ikke, de fleste ved det? Hvor affaldet skal hen.

Det valgte to unge mænd at hoppe op og falde ned på.

Det var en dum beslutning.

Det fremgår af døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Artiklen fortsætter under videoen

Mandag klokken 17 fik politiet en anmeldelse om, at der var smidt et læs affald af ved stranden neden for traktørstedet ved Pomlenakke.

Tirsdag formiddag rykkede en politipatrulje ud til stedet, og her fandt betjentene både kemiske væsker og en mikroovn.

Der var imidlertid også nogle dokumenter i affaldsbunken, som pegede i retning af en 18-årig mand fra Nykøbing.

Sigtet for overtrædelse af miljøloven

Han blev tirsdag formiddag sigtet for overtrædelse af miljøloven – og det samme blev en 20-årig kammerat, der havde været med på stedet. De to sigtede blev sat til at rydde op, hvilket skete i løbet af tirsdagen.

Den slags er i udgangspunktet en overtrædelse af naturbeskyttelsesloven, og kan i grovere tilfælde være en overtrædelse af miljølovgivningen.

(I 2008 besluttede Folketinget, at bøderne for at smide affald på gader og stræder og i naturen skulle forhøjes. I galleriet over artiklen kan du se, hvad det koster at kaste om sig med affald i Danmark).

Politiet oplyser til Ritzau, at det skyldes, at der blandt affaldet var noget kølervæske – altså miljøfarligt affald.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har ikke oplysninger om, hvorfor mændene valgte at smide affaldet i naturen.

Straffes med bøde

Det er altså uvist, om det hænger sammen med, at stort set alle genbrugspladser på grund af coronasituationen er lukket for adgang for private.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at de to mænd står til at blive straffet med en bøde.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu