ANNONCE

Milliardregn til lærepladser

28. maj 2020 22:49 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Masser ny økonomi skal skabe flere lærepladser.

Milliardregn til lærepladser
Regeringen er sammen med arbejdsmarkedets parter blevet enige om en måde at bruge overskydende penge i lærlingefond til at skabe flere lærlingepladser og holde hånden under virksomhederne, der er hårdt presset af coronakrisen. Foto: Niels Christian Vilmann/Scanpix

Regeringen og arbejdsmarkedets parter fordeler et overskydende beløb på 5,4 milliarder kroner til danske virksomheder for at sikre flere lærepladser. Det oplyser Beskæftigelsesministeriet torsdag aften.

Pengene kommer fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB), hvortil private og offentlige arbejdsgivere betaler et bidrag, der finansierer flere praktikpladser for erhvervsuddannelserne.

– Vi er her til aften blevet enige om en efter vores mening rigtig god trepartsaftale, som tilfører 5,4 milliarder, som skal bruges til at holde hånden under lærlinge og elever og skal skabe nye elevpladser, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) på et pressemøde.

De overskydende penge skyldes, at staten har opkrævet for mange penge fra arbejdsgiverne i AUB-bidrag. Det er dermed virksomhedernes egne penge, der er fordelt.

Opsparing

Ved udgangen af 2020 forventes der således en opsparing på omkring 5,4 milliarder kroner i AUB. Overopkrævningen har udløst kritik fra Statsrevisorerne, der vogter over brugen af skatteborgernes penge.

Regeringen har derfor sammen med arbejdsmarkedets parter nu fundet en måde at bruge de overskydende penge til at sikre flere lærlingepladser.

Parterne er blevet enige om en løntilskudsordning, så de virksomheder, der indgår nye uddannelsesaftaler i løbet af 2020, kan få dækket op til 90 procent af udgifterne. For eksisterende aftaler får virksomheder dækket 75 procent af lønnen.

Derudover skal arbejdsgivere, der har elever og lærlinge, i højere grad kompenseres for deres udgifter resten af året.

– Det er alt sammen for at tilskynde til, at virksomhederne derude bliver ved med at rekruttere lærlinge og elever, så coronakrisen ikke betyder, at vi om nogle år står og mangler uddannet arbejdskraft, siger Peter Hummelgaard.

Samtidig er parterne blevet enige om, at der skal sikres en fremadrettet balance i indbetalingerne til AUB, fremgår det af aftalen. Indbetalingen for samtlige arbejdsgivere i 2020 på samlet set 1,4 milliarder kroner er desuden blevet suspenderet.

Reaktioner:

Børne– og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil siger:

– Vi er blevet enige om en meget vigtig og omfattende aftale, som først og fremmest holder hånden under lærepladsområdet og dermed de mange elevers videre uddannelse i den akutte situation, vi står i. Samtidig belønner vi målrettet de virksomheder, som løfter deres ansvar ved at tage erhvervsuddannelseselever i lære.

Formand for DA, Jacob Holbraad siger:

– Jeg er glad for, at vi nu har lavet en aftale, hvor vi bruger de opsparede midler på at understøtte praktikpladsindsatsen og sikre mere likviditet til virksomhederne. Det er godt for både elever og virksomheder. Vi har brug for faglærte – også på den anden side af coronakrisen.

Formand for FH, Lizette Risgaard siger:

– Jeg er rigtig godt tilfreds med, at regeringen og arbejdsmarkedets parter i denne svære Corona tid har landet en trepartsaftale, hvor vi på den korte bane styrker incitamenterne betragteligt for, at arbejdsgiverne kan fastholde de nuværende og ansætte flere nye elever og lærlinge.

Fakta

Trepartsaftalen

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har besluttet at fordele et overskydende beløb på 5,4 milliarder kroner til danske virksomheder for at sikre flere lærepladser. Det oplyser Beskæftigelsesministeriet torsdag aften.

Pengene kommer fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB), hvortil private og offentlige arbejdsgivere betaler et bidrag, der finansierer flere praktikpladser for erhvervsuddannelserne.

Her følger et udvalg af de elementer, der indgår i aftalen:

* Der etableres en midlertidig løntilskudsordning, hvor private virksomheder med lærlinge kan få tilskud til løn. Ordningen er gældende fra 1. maj 2020 til og med 31. december 2020.

* Virksomheder, der allerede havde lærlinge inden 1. maj, kan få 75 procent af lønnen i tilskud.

* For uddannelsesaftaler, der indgås efter 1. maj, vil det være muligt at få tilskud til 90 procent af lønnen. Det gælder for uddannelsesaftaler, kombinationsaftaler mesterlæreaftaler og restuddannelsesaftaler.

* “Korte aftaler”, der indgås efter 1. maj, vil kunne få dækket 45 procent af lønnen. Det vil være betinget, at der ikke tidligere er indgået en kort aftale mellem selvsamme virksomhed og elev.

* Løntilskuddet vil alene skulle ydes i elevernes praktikperioder, da arbejdsgiverne under skoleperioder modtager almindelig lønrefusion fra AUB.

* Derudover øges lønrefusionssatsen under skoleophold med 20 procent for ordinære uddannelsesaftaler, kombinationsaftaler og restuddannelsesaftaler. Det gælder for skoleophold i anden halvdel af 2020.

* Indbetalingen til AUB suspenderes for samtlige arbejdsgivere på samlet set 1,4 milliarder kroner i 2020.

Kilde: Beskæftigelsesministeriet.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu