ANNONCE

Millionær på lotto: Jeg er stadig nærig

7. oktober 2020 10:34 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

En mand i 50’erne fra Aalborg Kommune vandt for et par uger siden 5.000.000 i Lotto.

Millionær på lotto: Jeg er stadig nærig
De mange millioner skal ikke gå til en Audi. Det er for dyrt. Foto: Scanpix

Den heldige vinder har et PLUS -abonnement og tjekker derfor aldrig sine kuponer.

Han fik sig derfor noget af en overraskelse, da han blev ringet op af en medarbejder fra Danske Spils Kundecenter, der kunne overbringe ham nyheden om, at han var blevet millionær.

-Jeg var ikke hjemme på det tidspunkt, han ringede, så jeg kunne ikke gå ind og tjekke på computeren. Men jeg var meget skeptisk overfor ham – og tænkte, at han i hvert fald ikke skulle få nogle private oplysninger ud af mig. Man har jo hørt om så meget svindel med folk, der er blevet ringet op og er blevet franarret sine data. Så det var jeg meget opmærksom på, fortæller han.

Forlangte rabat på nye møbler

Da manden kom hjem om fra arbejde om eftermiddagen, tjekkede han sin Danske Spil profil på computeren. Ganske rigtigt stod der, at han havde vundet fem millioner skattefri kroner.

– Der må jeg sige, at jeg ikke lige vidste, hvad jeg skulle lave, indtil min kone kom hjem senere den aften. Jeg gik nok lidt rundt om mig selv. Kiggede på alt fra huse til biler uden rigtig at kunne koncentrere mig. Jeg har jo et hus og en bil allerede, lyder det fra den heldige vinder, der er millionær nr. 3719.

Da konen kom hjem modtog hun også nyheden med en smule skepsis, da manden er vant til at lave sjov med hende.

-Men jeg fik hende da til sidst overtalt til at tro på det, siger han med et grin – og fortsætter:

– Så satte vi os og lavede en liste med de ting, vi gerne ville købe, nu hvor vi ikke behøvede at spare op til det. Vi har aldrig væltet os i penge, så dette er en helt ny fornemmelse. Vi har længe gerne ville have en ny seng og en del andre møbler. Så det har vi allerede været ude at bestille. Jeg fik dog lidt skældud af min kone, fordi jeg forlangte rabat. Det mente hun ikke, jeg havde behøvet. Men jeg er vel ikke nordjyde for ingenting, siger han med et grin.

Lige sagt jobbet op

Pengene kunne ikke være kommet på et bedre tidspunkt, da manden 19 dage før han vandt, havde sagt sit job op, da hans jobbeskrivelse over noget tid havde ændret karakter.

-Jeg tænkte, det har jeg simpelthen ikke lyst til at være i mere. Så jeg sagde op for at finde ud af, hvad jeg virkelig kunne tænke mig med resten af mit arbejdsliv. Det var da en stor beslutning, og selvom vi godt kunne klare det økonomisk i et stykke tid, så er det helt fantastisk, at jeg nu har ro til at finde ud af, hvad jeg virkelig gerne vil. For jeg skal tilbage til arbejdsmarkedet på et tidspunkt. Ellers kommer jeg da til at kede mig.

For nærig til Audi

Den nybagte millionær har altid ønsket sig en fancy Audi, men da han besluttede sig for at finde den, kom nordjyden op i ham igen.

-Jeg blev sgu for nærig. Så den blev ikke helt så stor, som jeg oprindelig havde tænkt. Men det er også okay, lyder det.

Manden har inviteret konen ud på restaurant en enkelt gang siden han vandt, for at fejre gevinsten. Parret vil dog vente med at gøre det igen, til der kommer mere lempelige forhold på restauranterne i forhold til corona.

-Det med mundbind er lidt besværligt. Så vi tager revanche, når vi ikke skal have dem på mere, siger han og tilføjer, at det også gælder for rejser. Sidstnævnte har han det dog fint med.

-Min kone er ikke så meget for at flyve, så vi har altid kørt på ferie med vores børn. Vi prioriterer stadigvæk at tage på weekendture med dem et par gange om året, så nu skal vi bare finde nogle fine steder i Danmark. Og det må jo godt være lidt mere luksuriøst, end vi er vant til.

Skal gå til børnene

De to børn skal også have de 67.100 kroner, de hver må få skattefrit.

– Dem får de så snart hele gevinsten er udbetalt og så igen i starten af det nye år. Udover det, har vi talt om, at give dem hver især en bolig. Det gør mig meget lykkelig, at jeg kan hjælpe dem på den måde, slutter han.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu