ANNONCE

-Min mor er død

26. marts 2021 08:10 | Af: Ritzau Fokus

Skuespilleren Jessica Walter er død. Hun var blandt andet kendt for at spille kølig matriark i kultserie

Skuespilleren Jessica Walter, der blandt andet er kendt for sin rolle i kultserien “Arrested Development”, er død torsdag.

Hun blev 80 år. Det oplyser hendes agent.

Walter har i årtier medvirket i en lang række af film og tv-serier, blandt andet Clint Eastwoods “Mørkets Melodi” (“Play Misty for Me”, red.) fra 1971.

For et yngre publikum vil hun nok især blive husket for sin rolle som den alkoholiserede og kyniske matriark i Bluth-familien, Lucille Bluth, i “Arrested Development” og en på flere måder lignende rolle som Malory Archer i den animerede komedieserie “Archer”.

– Det er med et tungt hjerte, at jeg kan bekræfte, at min elskede mor, Jessica, er død, skriver Brooke Bowman, som er datter af Walter, i en pressemeddelelse.

– Hun var skuespiller i seks årtier. Hun fandt stor tilfredsstillelse i at bringe glæde til andre ved at fortælle historier både på og uden for skærmen.

– Hendes arv vil leve videre gennem hendes mange værker, men hun vil også blive husket for sin intelligens, klasse og livsglæde.

Ros af anmelderne

Den skæve historie om en rig og dysfunktionel californisk familie fik ros af anmelderne, da den i første omgang blev sendt på Fox, inden den blev sløjfet i 2006.

En horde af fans af serien arbejdede dog utrætteligt for at få den genoplivet, hvilket førte til, at Netflix besluttede sig for at producere to yderligere sæsoner af den.

Serien bliver ofte inkluderet på lister over de mest indflydelsesrige moderne komedieserier.

– Hun havde stor gennemslagskraft, og hendes talent og timing var uden sidestykke. Hvil i fred, mor Bluth, skriver hendes medskuespiller Tony Hale på Twitter.

Walter har også modtaget en Emmy for sin hovedrolle i tv-serien “Amy Prentiss”, som udkom i 1974.

Hun begyndte sin karriere i teatret og arbejdede blandt andet på de berømte teatre Playwright’s Horizons i New York City og Los Angeles Theatre Center.

Hendes mand, Rob Leibman, døde i 2019. Hun efterlader sig datteren, Brooke Bowman.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu