Mindst 20 dræbt i nok et masseskyderi i USA

4. august 2019 07:22 | Af: Ritzau Fokus

En 21-årig mand er anholdt i sagen.

20 personer er dræbt i et skyderi lørdag i en Walmart-forretning ved et butikscenter i byen El Paso i den amerikanske stat Texas.

Det oplyser Texas’ guvernør, Greg Abbott, natten til søndag dansk tid på et tv-transmitteret pressemøde.

Desuden blev “mindst” 24 personer såret.

Tidligere var der ubekræftede meldinger om mellem 15 og 20 dræbte.

– En almindelig lørdag, hvor folk slapper af med indkøb, er blevet forvandlet til en af de blodigste dage i Texas’ historie, siger guvernøren.

Det er ifølge nyhedsbureauet Reuters det ottende værste masseskyderi i USA’s nyere historie, efter en tilsvarende hændelse i San Diego i 1984, hvor 21 blev dræbt.

21-årig anholdt

Politiet har identificeret og anholdt den formodede gerningsmand. Der er tale om en 21-årig mand fra byen Allen nær Dallas, der ligger knap 1100 kilometer øst for El Paso.

Anholdelsen af den mistænkte forløb uden problemer, og politiet løsnede ikke skud, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Motivet til skyderiet kendes ikke, men ifølge CNN’s oplysninger er politiet i Texas i gang med at undersøge et opslag, der blev offentliggjort på internettet forud for skyderiet, og som kan pege i retningen af et motiv.

Den 21-årige mand under mistanke menes at have lavet opslaget.

Efterforsker hadforbrydelse

Politichefen i El Paso, Greg Allen, oplyser på pressemødet, at der muligvis er tale om en hadforbrydelse.

– Lige nu har vi et manifest fra denne person, der til en vis grad viser, at det muligvis er en hadforbrydelse, siger han.

Et flertal af indbyggerne i El Paso, der ligger på grænsen til Mexico, er latinamerikanere.

Blandt de dræbte er tre mexicanere, oplyser Mexicos præsident, Andres Manuel Lopez Obrador, ifølge Reuters.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, er oprørt over lørdagens massakre.

– Frygtelige skyderier i El Paso, Texas. Forlydender er meget slemme, mange er dræbt. Arbejder med statslige og lokale myndigheder samt politi, skriver præsidenten på Twitter.

Masseskyderier er et hyppigt fænomen i USA, hvor næsten alle borgere har let adgang til våben.

Myndighederne definerer et massemord som mindst tre dræbte, og det er i store træk hverdag i USA.

Næsten 40.000 personer blev i 2017 dræbt af skud i USA. Det var det højeste niveau i 50 år, oplyser Centers for Disease Control and Prevention, der er den officielle myndighed, som fører statistik.

Heri indgår også antallet af selvmord og vådeskud.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu