ANNONCE
Dødstallet ved mineulykken i Tyriet er nu vokset til 282. Foto: Depo Photos/AP
Dødstallet efter den værste minekatastrofe i Tyrkiets historie er torsdag morgen steget til 282. Det oplyser landets energiminister Taner Yildiz.
I løbet af natten er otte døde minearbejdere hevet op fra minen, men der er ikke fundet nogen i live, siger ministeren ifølge det tyrkiske nyhedsbureau Anatolia
Sammenslutningen af tyrkiske fagforeninger Türk-Is har torsdag bebudet en strejke til ære for ofrene for mineulykken, der skete tirsdag i byen Soma omkring 230 kilometer syd for Istanbul.
Adskillige minearbejdere menes fortsat at være indespærret i undergrunden.
Ulykken har skabt vrede blandt den tyrkiske befolkning, og onsdag aften demonstrerede flere tusinde mennesker i Ankara og Istanbul mod regeringen og mineselskabet. Protesterne blev mødt af vandkanoner og tåregas fra politiet.
Det var formentlig en fejl i et elektrisk anlæg, der udløste en brand. Minegangene er derfor fyldt med kulilte, som er dødelig.
Før mineulykken i Soma blev den værste i Tyrkiets historie, kostede en gaseksplosion i en mine i byen Zonguldak i 1992 263 minearbejdere livet.
Mineulykker er ikke usædvanlige i Tyrkiet, hvor sikkerheden ved især privatejede miner bliver beskyldt for at være mangelfuld.
Regeringen har erklæret tre dages landesorg i Tyrkiet.
/ritzau/dpa
ANNONCE