ANNONCE

Minister bekræfter: Her sker det

15. december 2020 16:30 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Transportminister Benny Engelbrecht (S) bekræfter på Facebook, at hele landet fra onsdag delvist lukkes ned.

Fra på onsdag bliver alle Danmarks 98 kommuner omfattet af de udvidede restriktioner, der hidtil har været i kraft i 69 kommuner.

Det bekræfter transportminister Benny Engelbrecht (S) i et opslag på Facebook.

– Det er virkelig alvor nu. Coronaen har fået alt for godt fat i Danmark, skriver han.

– Smittetallene er for høje og antallet af indlæggelser stiger. Alt for meget. Og derfor udvider vi nu den delvise nedlukning til hele landet.

Tidligere tirsdag kom samme oplysning fra en række borgmestre og kommuner, efter at alle landets borgmestre klokken 14 er blevet orienteret af sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

En af dem er Sønderborg Kommune. I en pressemeddelelse skriver kommunen:

– Høje smittetal betyder, at Sønderborg Kommune sammen med resten af landets kommuner nu også bliver omfattet af de skærpede covid-19-tiltag, der allerede gælder i 69 kommuner.

Gælder fra klokken 16

En anden er borgmester i Nyborg Kommune Kenneth Muhs (V).

– Fra i morgen klokken 16 bliver vi pålagt de restriktioner, der i sidste ombæring blev lagt ud til et antal kommuner i Danmark, siger han.

– Det er blandt andet, at undervisning af skoleelever fra femte klasse og opefter skal foregå hjemme. Vi er blevet orienteret om, at de restriktioner udbredes til hele landet og kommer dermed også til at gælde Nyborg Kommune.

Restriktioner omfatter desuden også, at restauranter og beværtninger skal lukke for alle serveringer undtagen ud af huset.

Det betyder også, at teatre, spillesteder, biografer og lignende skal holde lukket.

Samtidig må idrætten og foreninger vinke farvel til aktiviteter indendørs, og undtagelsen fra forsamlingsloftet på ti fjernes for aktiviteter udendørs.

Kenneth Muhs fortæller videre, at der på orienteringen intet blev nævnt om en mulig begrænsning eller lukning af trafikken over Storebæltsbroen.

I galleriet ovenfor kan du få et kort overblik over de nye restriktioner.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu