ANNONCE

Minister om syg Johnson: Han er kontaktbar

9. april 2020 10:07 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

Coronaramt premierminister er i bedring på intensivafdeling, siger minister. Læger siger foreløbig ingenting.

Minister om syg Johnson: Han er kontaktbar
Boris Johnson slog dette billede op på de sociale medier inden han blev indlagt. Arkivfoto: Scanpix.

Premierminister Boris Johnsons tilstand er stabil, og han er i bedring på den intensivafdeling i London, hvor han er indlagt med Covid-19.

Det fortæller den britiske kulturminister, Oliver Dowden, til BBC.

– Hvad angår premierministerens tilstand, så er den fortsat, som vi fortalte det i går: Hans tilstand er stabil og i bedring, han sad op og var i kontakt med sundhedspersonalet, siger han.

– Jeg tror, at tingene er ved at blive bedre for ham.

Indlagt

Johnson bekræftede 27. marts, at han var syg med Covid-19, der er den sygdom, som coronavirus er skyld i.

Søndag aften blev han i al hast indlagt på St. Thomas Hospital i London med vejrtrækningsproblemer. Få timer senere blev han overført til hospitalets intensivafdeling.

Hans kolleger i regeringen understreger, at han ikke er i respirator. De udtrykker håb om, at han snart er tilbage for at lede arbejdet i regeringen.

Men eksperter påpeger, at det er en ganske alvorlig sag at blive indlagt på en intensivafdeling.

– Der er ingen tvivl om, at som sagen har udviklet sig, så betyder det, at Boris Johnson er meget alvorligt syg, konstaterer Derek Hill, der er medicinsk professor på University College London.

Det er foreløbig kun Johnsons ministerkolleger, der har kommenteret hans tilstand. Lægerne på St. Thomas Hospital har endnu ikke udtalt sig.

Fakta

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu