ANNONCE

Minkavler: -De afliver også mig

4. november 2020 21:43 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Der er fundet en særlig coronamutation i danske mink, og derfor skal alle mink i Danmark aflives. Det berører blandt andet en minkavler i Lystrup.

Minkavler: -De afliver også mig
Lars Eilertsen har været minkavler i mere end 50 år. - Foto: TV2 Østjylland/

Citathistorie, TV2 Østjylland:

I over 50 år har Lars Eilertsen passet og plejet mink på sin minkfarm i Lystrup. Han havde en forventning om, at han skulle gøre det mange år endnu, men i dag blev det klart, at hans livsværk skal lukke og slukke – måske for altid.
– Jeg har altid været stolt af min branche. Men i dag klokken 16 blev min branche aflivet, og dermed aflives en del af mig også, siger Lars Eilertsen til TV2 Østjylland.

Regeringen meddelte på et pressemøde i dag, tirsdag klokken 16, at alle mink i Danmark skal aflives. Årsagen er, at der er sket en mutation blandt danske mink, og myndighederne frygter, at denne mutation kan skade effekten af en fremtidig vaccine.

– Virus er muteret i mink, og den muterede virus har spredt sig til mennesker. Hvad værre er – og det er meget alvorligt – så har Statens Serum Institut i laboratoriet fundet fem eksempler på virus i minkfarme og 12 eksempler på virus hos mennesker, der udviser nedsat følsomhed for antistoffer, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemødet klokken 16.

Her slog hun også fast, at den muterede virus via mink kan indebære den risiko, at den kommende vaccine ikke kommer til at virke, som den skal, og i værste fald kan mutationen sprede sig til andre lande.

Raske mink skal dø

Ifølge Fødevarestyrelsen er der 1.139 minkavlere i Danmark, og 207 af farmene har været ramt af COVID-19. 67 af disse farme har allerede fået aflivet alle deres mink.

Til stor skuffelse blandt minkfarmene, skal raske mink nu også aflives.

– Vi har hele vejen igennem bakket op om regeringen, og det gør vi også nu. Vi afliver minkene så hurtigt, vi kan. Det gør vi, fordi vi bakker op om sundhedsrisikoen, fordi det skal vi ikke være årsag til. Det kan ikke løses anderledes fra i dag. Som samlet erhverv er vi skuffet over den indsats myndighederne har givet os de sidste måneder, men det giver ikke mening at kaste med mudder i dag. Vi skal videre, siger minkavleren fra Lystrup Lars Eilertsen til TV2 Østjylland og fortsætter:

– Den oplevelse, jeg har haft den seneste måned, har gjort mig ked af det og skuffet som dansker. Det har været nogle meget udanske beslutninger, der er foretaget. Blandt andet myndigheder der trænger ind på farmen og slår minkene ned og den mangel på opbakning, der har været omkring opfølgning på tingene. Det har været væmmeligt, og jeg kan slet ikke sætte ord på det, siger han til TV2 Østjylland.

Aflivningen af de samlede bestande vil betyde, at minkavlen reelt er lukket ned som erhverv i minimum en årrække. Der indføres dog ikke et egentligt forbud mod minkavl i Danmark, lød det fra Mogens Jensen på pressemødet i dag.

Kommer ikke igen

Lars Eilertsen tror dog ikke på, at minkavl nogensinde kommer op at køre i Danmark igen.

– Det her er en lukning af erhvervet. Vi er nummer et på verdensplan. Der findes ingen som os. Men vi kan ikke nå det niveau igen, for vi vil ikke kunne skaffe så mange mink, at vi kan fylde Danmark op igen. Så mange mink findes der ikke, siger Lars Eilertsen til TV2 Østjylland.

Rigspolitichef Thorkild Fogde fortalte på pressemødet i dag, at der er omkring 15 til 17 millioner mink i Danmark.

I sidste uge kom det i et svar til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg frem, at det kan koster milliarder af kroner, at aflive alle mink i Danmark.

– Det estimeres på baggrund af data for antal smittede besætninger pr. 21. oktober 2020, at såfremt alle danske minkbesætninger (ca. 1.100) aflives som led i smittebekæmpelse, vil det koste staten 2,3-2,8 mia. kr. i umiddelbare erstatninger til besætningerne for dyr og driftstab, skrev ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling, Mogens Jensen (S), i folketingssvaret.

Det kommer også til at koste mange penge for Lars Eilertsen, som om få år ville have solgt sin minkfarm og nyde det gode liv som pensionist. Men sådan bliver det ikke.

– Nu skal jeg til at kigge mig om efter noget andet, og det er så nyt for mig, at jeg ikke ved, hvad jeg skal endnu, siger han til TV2 Østjylland.

I 2019 var eksporten af mink fra Danmark på sit laveste i ti år, men på trods af det løb minkeksporten op i næsten fem milliarder kroner.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu