ANNONCE

Misbrugte ældres dankort

8. juli 2020 18:54 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

To rumænske statsborgere blev tirsdag i Retten i Aalborg idømt syv måneders ubetinget fængsel og udvist af Danmark for at have stjålet og misbrugt ældre borgeres dankort.

Misbrugte ældres dankort
Arkivfoto.

De dømte, en 22-årig mand og en 31-årig kvinde, havde bopæl i Randers, men de kriminelle gerninger blev begået flere steder i Jylland, hvor de gik målrettet efter ældre mænd og kvinder.

I retten blev de dømt for i fire tilfælde i februar og marts i år at have listet sig ind i ældres hjem i Skive, Brørup, Nibe og Mou, hvor de stjal beboernes kreditkort. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Efterfølgende hævede de kontanter og købte varer i forskellige butikker. Samlet set nåede de at misbruge de ældres kort for 70.000 kroner, indtil de den 4. marts blev anholdt og efterfølgende varetægtsfængslet.

Særlig Efterforskning Vest bag opklaring

Det var Særlig Efterforskning Vest, der efterforsker mod omrejsende kriminelle, som stod for anholdelsen.

Politienheden havde i en måneds tid været på sagen med de stjålne dankort, da de i begyndelsen af marts så slog til mod de to rumænere.

– Det var god og hurtig efterforskning, der gjorde, at manden og kvindens tyverier og bedragerier blev stoppet, og jeg er tilfreds med, at begge så kort tid efter anholdelsen blev dømt og udvist i tråd med den praksis, der er på området,  siger specialanklager i Særlig Efterforskning Vest, Lars Petersen.

Ud over tyverierne og databedragerierne ved at misbruge kortene blev kvinden og manden også dømt for flere forsøg på at hæve penge og købe varer, hvilket dog mislykkedes, da kortene blev afvist.

Udvisningen af Danmark, som de begge blev idømt, gælder i seks år.

Både kvinde og mand nægtede forholdene – de modtog dommen uden at anke.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu