Mand skudt flere gange: Politiet jagter 34-årig

19. oktober 2016 12:54 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Nordjyllands Politi efterlyser den 34-årige Ali Kachach - han er mistænkt for at skyde en anden mand flere gange med en pistol.

Nordjyllands Politi efterlyser nu en mand, der er mistænkt i forbindelse med en skudepisode, som fandt sted 13. oktober 2016 i Aalborg. Her blev en 25-årig mand omkring klokken 01.40 ramt af flere skud på Skydebanevej i Aalborg – manden er dog uden for livsfare.

Siden skyderiet har Nordjyllands Politi efterforsket sagen som forsøg på manddrab, og politiets efterforskere har i den forbindelse søgt intensivt efter to mænd, hvoraf en netop er anholdt.

– Han blev anholdt onsdag ved en politiaktion i vestbyen (i Aalborg. red.), siger Stig Lundbo, politiinspektør ved Nordjyllands Politi, til Newsbreak.dk.

Nu efterlyser Nordjyllands Politi så den anden mistænkte med navn og billede og håber ad den vej at få manden anholdt: Det drejer sig om den 34-årige Ali Kachach.

– Men han har ikke ønsket at tale med os, selvom han gennem sin forsvarer er klar over, at vi søger ham. Og derfor efterlyser vi ham nu i offentligheden med navn og med billede, siger Stig Lundbo, der i øvrigt opfordrer manden til at melde sig til politiet.

Begge de mistænktes forsvarere havde ellers givet udtryk for, at deres klienter ville melde sig selv i løbet af weekenden – men det skete bare ikke. Derfor slog politiet til onsdag formiddag mod den ene og efterlyser nu den anden.

Forsøg ikke selv

Hvis man har oplysninger om Ali Kachach opholdssted eller har andre relevante oplysninger i sagen, så skal man ringe til Nordjyllands Politi på 114. Man skal ikke selv forsøge at pågribe eller tilbageholde.

Nordjyllands Politi efterforsker stadig flere teorier i forhold til årsagerne, der lå til grund for skudepisoden, og politiet kan derfor ikke afvise, at episoden kan have relationer til bandemiljøet, men for nuværende har politiet ikke yderligere oplysninger til sagen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu